FN løfter pegefingeren: Regeringen skal tage udenlandske opkøb alvorligt

I et brev til den danske regering opfordrer FN, at man passer på borgernes rettigheder, når udenlandske kapitalfonde opkøber danske ejendomme. Den amerikanske kapitalfond Blackstone nævnes i brevet.

01:15

FN advarer Danmark mod internation ejendoms-spekulation.

FN lægger nu pres på den danske regering.

For det strider mod menneskerettighederne, når internationale pengetanke som Blackstone kan opkøbe ejendomme i Danmark for derefter at sende huslejen på himmelflugt og tvinge lejerne ud.

Det er utroligt stressende for de personer og familier, der bor der, og de bliver presset ud af deres hjem og nabolag 

Leilana Farha, FN-rapportør

Leilana Farha er FN-rapportør for retten til passende bolig, og hun har på vegne af FN sendt et tre-sider langt brev til regeringerne i seks lande, hvoraf Danmark er en af dem. De øvrige lande er USA, Sverige, Tjekkiet, Irland og Spanien.

Brevet er desuden sendt til den amerikanske kapitalfond Blackstone, hvor de som privat aktør opfordres til at tage menneskerettighedsforpligtelsen alvorligt og undgå at skade boligmarkedet i de respektive lande.

I brevet stilet til den danske regering kritiserer FN-rapportøren direkte de danske regler.

Leilana Farha er FN-rapportør, og står bag et brev til seks lande, hvor udenlandske opkøbere har raslet med milliarderne. Foto: TV 2 Lorry

- Det er utroligt stressende for de personer og familier, der bor der, og de bliver presset ud af deres hjem og nabolag. Jeg mener, det er et meget alvorligt menneskerettighedsproblem, og jeg vil have den danske regering til at tage det alvorligt, siger Leilana Farha til TV 2 Lorry.

Massiv stigning af udenlandske opkøb

Særligt i København har Blackstone kilet sig ind på boligmarkedet. Ifølge FN har udenlandske investorer købt ejendomme for 22,2 milliarder kroner i 2017, hvilket tegner sig for 71 procent af ejendomshandlerne i København det år. Det er en massiv stigning siden 2012, hvor der til sammenligning blev opkøbt ejendomme for 2,3 milliarder kroner.

Ifølge FN har Blackstone alene i hovedstaden oparbejdet en portfolio bestående af 136 ejendomme, der er blevet opkøbt i løbet af de seneste år. I de ejendomme bor der mere end 2500 lejere, der frygter for huslejestigninger.

Den mest kendte sag i øjeblikket er kampen om ’Den Sønderjyske By’ på Frederiksberg, hvor godt 300 lejere kæmper imod, at salget af deres boliger gennemføres.

07:38

Indgreb fra Christiansborg samt retssager presser Blackstone.  Handelen hvor den amerikanske investor købte tre ejendomme på Frederiksberg, kan meget vel blive sat på hold i flere år.

Luk video

- Jeg mener, at regeringer er nødt til at regulere det, der sker, og begynde at involvere de private aktører og sige, 'at vi som regering har menneskerettighedsforpligtelser over for vores befolkning. Så når I som private aktører kommer ind, så skal I overholde menneskerettighederne', lyder det fra Leilana Farha.

Boligminister Ole Birk Olesen har ikke ønsket at knytte en kommentar til brevet fra FN.

Otte partier i Folketinget har for nylig nedsat en ekspertgruppe, der skal se på konsekvenserne af opkøb og renovering af boliger.

Ekspertgruppen arbejder frem til oktober.



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik