Professor: Langvarige visitationszoner kan give bagslag

Der er indført en midlertidig visitationszone i København. Langvarige og store zoner kan dog give problemer.

Politiet har torsdag indført en midlertidig visitationszone i en del af København, og onsdag blev en visitationszone i Aarhus Vest udvidet og forlænget.

quote Men hvis man gør det for længe eller for bredt, er der en fare for, at man kommer til at mistænkeliggøre og måske visitere nogle med en særlig profil.

Line Lerche Mørch, professor i forebyggelse af bandeinvolvering og radikalisering

Selv om visitationer kan være et godt redskab, skal politiet være påpasselig med ikke at bruge dem i flæng. Det påpeger Line Lerche Mørch, der er professor i forebyggelse af bandeinvolvering og radikalisering.

- Visitationszoner kan være et vigtigt redskab, når der er akutte konflikter og situationer med mange våben.

- Men hvis man gør det for længe eller for bredt, er der en fare for, at man kommer til at mistænkeliggøre og måske visitere nogle med en særlig profil, som typisk er unge mørkhårede mænd, siger Line Lerche Mørch.

Visitationszonen i København varer to uger og dækker et større område omkring Nørrebro, Husum, Brønshøj og Tingbjerg. Den kommer i kølvandet på flere voldelige hændelser med knivstikkerier og skyderier i området. 

I en visitationszone har politiet ret til at foretage stikprøvevis visitation af alle personer i hele området. Dermed kan det være et vigtigt middel til at bekæmpe bandekriminaliteten.

Kigger man mod udlandet, er der eksempler på, at det kan blive problematisk. Det er dog svært at sige, om det er blevet brugt for bredt i Danmark, fortæller Line Lærke Mørch.

- I nogle områder i udlandet er visitationer blevet brugt rigtig meget og har været med til at skabe stor vrede og opposition til politiet. Denne risiko er der også i dansk sammenhæng, hvis man bruger det for ofte, for længe og for bredt. 

- For tiden virker det til, at det i dansk sammenhæng primært bliver brugt til særligt afgrænsede og konfliktfulde omstændigheder, men hvis tendensen er, at man gør det mere permanent, kan det give bagslag, siger professoren.

Den nyoprettede visitationszone i København gælder til og med 3. august. I Aarhus varer den til 18. august.

Disse episoder med knivstikkeri og skyderi har der været i København siden den 12.6.:

  • Visitationszonen oprettes dagen efter, der blev meldt om skud på Haraldsgade på Ydre Nørrebro. Politiet fandt efterfølgende en skarpladt pistol i en hæk ikke langt derfra. Pistolen er det eneste, som politiet har at gå efter.
  • Få dage forinden var der også meldinger om skyderi på Mimersgade og Midgårdsgade på Nørrebro. Heller ikke her har politiet meget at gå efter, men et skudhul i vinduet til en kaffebar på Heimdalsgade kan have sammenhæng med det mulige skyderi, fortalte politiet. 
  • Derudover blev en 19-årig mand fredag aften stukket ned på Frederikssundsvej i Københavns Nordvestkvarter. En person er blevet anholdt for overfaldet, men politiet mener, at yderligere to personer var involveret.
  • Torsdag i sidste uge truede en mand politiet med en pistol på Thoravej i Københavns Nordvestkvarter. Politiet råbte en sovende mand af. Han reagerede ved at trække en pistol, hvorefter politiet affyrede skud og ramte manden i hoften.
  • Onsdag blev politiet kaldt ud til to forskellige knivstikkerier i København på Munkensvej på Frederiksberg og området omkring Voldparken og Koppelvænget ved Husum. To mænd blev ramt, men det var ikke alvorligt. Man har ikke fundet gerningsmændene.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik