Kristine hjalp tilfældigt skudoffer: "Han sagde, han var bange"

Kristine Langelund befandt sig tilfældigvis tæt på et skyderi lørdag. I stedet for at gemme sig løb hun direkte ud til de skudramte.

Sygeplejersken Kristine Langelund var til fest ved Den Røde Plads på Nørrebro lørdag aften, da de pludselig hørte høje brag. Først troede hun og resten af festen, at der blev fyret fyrværkeri af.

- Så kiggede en af mine venner ud af vinduet og så, at der lå to mænd på gaden, der var ramt af skud. Jeg løb instinktivt ud af døren, for at se om der var noget, jeg kunne gøre, siger hun nogle dage efter til TV 2 Lorry.

quote Jeg har været i andre situationer, hvor folk har været ved at dø i mine arme.

Kristine Langelund, afdelingsleder og sygeplejerske

På gaden så hun to mænd i tyverne, der var blevet skudt henholdsvis i låret og i maven. Her tilbød hun sin hjælp til politiet, der allerede var kommet. Manden, der var skudt i maven, så værst ud, så hun satte sig ned ved ham.

- Han sagde, at han var bange, og at han ikke havde noget med bandekriminalitet at gøre. Jeg svarede, at det troede, jeg heller ikke, at han havde, men jeg var der bare for at hjælpe. Han gentog igen og igen, at han havde mange smerter, siger hun.

Folk har før været ved at dø i mine arme

De to mænd var, som den skudramte fortalte Kristine, ikke banderelaterede, men tilfældige ofre for bandevold, har Københavns Politi oplyst. 

Kristine Langelund sikrede sig, at blødningen fra skudsåret ikke fortsatte, spurgte den skudramte mand, om han kunne huske sit cpr-nummer, for at se hvor langt væk han var og spurgte til hans smerter. Hun blev til en ambulance kom og hentede ham.

En medicinstuderende hjalp den anden skudramte. 

- Jeg handlede egentligt bare meget instinktivt professionelt. Jeg har før været udsendt med Læger Uden Grænser og har arbejdet med skudsår på Rigshospitalet. Jeg har været i andre situationer, hvor folk har været ved at dø i mine arme. Først bagefter, da jeg kom tilbage til festen, og folk spurgte, om han var okay, og hvordan jeg havde det, tænkte jeg over, hvad der var sket, siger hun.

Begge mænd er uden for livsfare. 

Værre for dem der bor ved siden af

Her flere dage efter, sidder episoden dog stadig fast i hende - men mere på vegne af andre personer i hendes liv.

- Jeg har det fint. Min mand er mere rystet, end jeg er. Han laver noget helt andet til hverdag, så han var mere påvirket, og det samme var de venner, der bor i bygningen. Det er nok det, der påvirker mig mest - for jeg bor jo ikke i det område, men jeg havde nok været mere påvirket, hvis jeg boede på Nørrebrogade ved Den Røde Plads.

Politiet har oplyst, at gerningsmændene blev set køre væk fra stedet på en knallert. De er endnu ikke fundet.

Også søndag blev en tilfældig mand, der ikke havde banderelationer, ramt af skud på Nørrebro. Manden er i kritisk tilstand. Det er den fjerde episode inden for kort tid, hvor tilfældige bliver ramt i bandekonflikten.

Chefpolitiinspektøren opfordrede søndag unge mænd til at tænke sig om med hensyn til deres færden og påklædning på grund af risikoen for at ende som et tilfældige ofre for den bandekonflikt, der i den seneste tid har præget København.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik