Knivstik og skyderier: Her opretter politiet visitationszone

Københavns Politi opretter en visitationszone på Nørrebro og i Husum.

Nørrebro, Brønshøj, Tingbjerg og Husum omkranses indtil den 3. august af en visitationszone, oprettet af Københavns Politi.

Det sker som reaktion på den seneste tids eskalering i bandekonflikten mellem forskellige grupperinger i København.

quote Siden 12. juli har vi haft fem alvorlige hændelser med knivstikkerier og skyderier i det her område. 

Peter Dahl, ledende politiinspektør fra Københavns Politi

Det vil sige, at politiet i den periode har ret til stikprøvevis at stoppe folk på gaden eller i deres biler. Her må de undersøge folks kroppe, tøj, andre genstande og køretøjer uden at have nogen særlig grund.

- Siden 12. juli har vi haft fem alvorlige hændelser med knivstikkerier og skyderier i det her område. DDet er på den baggrund, at vi nu giver politiet endnu et værktøj til at bekæmpe den her bandekriminalitet, siger ledende politiinspektør Peter Dahl fra Københavns Politi til Ritzau. 

Ifølge politiet er der ingen tvivl om, at banden Loyal to Familia, LTF, står på den ene side i bandekonflikten. Det er mere uklart, hvem de slås imod.

- LTF må på en eller anden måde være i krig med nogle andre grupperinger. Hvem der hører til hvor og hvorfor, det er rimelig komplekst og indgår som en del af vores efterforskning, siger Peter Dahl.

Målet med visitationszonen er at skabe tryghed for borgere i området ved at forhindre, at personer bærer eller besidder våben.

- I og med at vi ser så mange skyderier og knivstikkerier, må der være en masse bandemedlemmer, der bevæger sig rundt i det her område med skydevåben eller knive.

- Visitationszonen giver os en mulighed for at tage fat i dem og finde ud af, om de skulle være bevæbnet, siger han.

En voldelig uge

Københavns Politi forklarer visitationszonen med mange voldsepisoder de seneste par uger:

Disse knivstik og skyderier har der været siden den 12.:

  • Visitationszonen oprettes dagen efter, der blev meldt om skud på Haraldsgade på Ydre Nørrebro. Politiet fandt efterfølgende en skarpladt pistol i en hæk ikke langt derfra. Pistolen er det eneste, som politiet har at gå efter.
  • Få dage forinden var der også meldinger om skyderi på Mimersgade og Midgårdsgade på Nørrebro. Heller ikke her har politiet meget at gå efter, men et skudhul i vinduet til en kaffebar på Heimdalsgade kan have sammenhæng med det mulige skyderi, fortalte politiet. 
  • Derudover blev en 19-årig mand fredag aften stukket ned på Frederikssundsvej i Københavns Nordvestkvarter. En person er blevet anholdt for overfaldet, men politiet mener, at yderligere to personer var involveret.
  • Torsdag i sidste uge truede en mand politiet med en pistol på Thoravej i Københavns Nordvestkvarter. Politiet råbte en sovende mand af. Han reagerede ved at trække en pistol, hvorefter politiet affyrede skud og ramte manden i hoften.
  • Onsdag blev politiet kaldt ud til to forskellige knivstikkerier i København på Munkensvej på Frederiksberg og området omkring Voldparken og Koppelvænget ved Husum. To mænd blev ramt, men det var ikke alvorligt. Man har ikke fundet gerningsmændene.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik