En 22-årig mand er torsdag eftermiddag afgået ved døden efter skudepisoden ved Mjølnerparken. Det oplyser Københavns Politi.
"Afdøde er kendt af politiet og tidligere truffet i selskab med den lokale bandegruppering," skriver Københavns Politi på Twitter.
Politiet nævner ikke, hvilken bande den refererer til med "den lokale bandegruppering," men det er almen kendt at grupperingen 'Brothas' holder til i området omkring Mjølnerparken.
Politiet siger dog torsdag aften, at hverken den afdøde 22-årige eller den 19-årige, som blev ramt af skud, er medlem af nogen bander.
19-årig ramt af strejfskud
Der var tidligere forlydender om, at en anden person også skulle være ramt. Nu bekræfter Københavns Politi, at en 19-årig er ramt af strejskud. Politiet oplyser, at skaderne ikke krævede behandling.
De første meldinger lød, at gerningsmændene var to personer, der kom kørende på en knallert eller scooter. Efter skyderiet flygtede de mod Tagensvej.
Det er mindre end en dag siden, at der sidst var skyderi i København. Onsdag aften var der skyderi på Griffenfeldsgade ved Folkets Park på Nørrebro.
Her blev en 25-årig mand med banderelationer ramt af et skud. Hvilken bande han har relationer til, har politiet ikke villet svare på.
Bandekonflikten
LTF har siden foråret haft en konflikt med blandt andre banden Brothas, der holder til i Mjølnerparken på grænsen mellem Nørrebro og Østerbro.
De fleste af de mange skudepisoder, der sommeren og efteråret igennem har plaget København tilskrives konflikten mellem de to bander - en konflikt, der nu har kostet tre menneskeliv.