Venstremand vraget af vælgerne - men nu får han alligevel plads i Folketinget

Et afgørende opkald i sommerhuset denne weekend fik vendt op og ned på Kim Valentins (V) politiske karriere.

Venstres Kim Valentin må om nogen siges at være omstillingsparat.

For kort tid siden pakkede han sit kontor i Folketinget ned, fordi han var på vej til at blive EU-parlamentariker i Bruxelles.

Efter Kim Valentin ikke blev genvalgt til Folketinget, havde han nemlig takket ja til at overtage en af pladserne i Europa-Parlamentet efter Søren Gade og Line Søegaard-Lidell, der begge blev valgt ind i Folketinget.

Men nu skal Valentin pakke sit kontor ud igen. Han har nemlig takket ja til at overtage Karen Ellemanns mandat i Folketinget, efter hun har sagt ja til en stilling som generalsekretær i Nordisk Ministerråd.

- Det var lidt af en omstilling, men jeg har hele tiden arbejdet for Folketinget, og det var det, jeg havde arbejdet for hele valgkampen, så det har ikke været et reelt svært valg, siger den tidligere borgmester i Gribskov Kommune til TV 2 Lorry.

Vemodigt med farvel til Ellemann

Selvom Karen Ellemanns exit blev offentliggjort mandag, så har Kim Valentin været bekendt med det siden weekenden.

Han var egentlig taget på weekend i sommerhuset, da han fik et telefonopkald, der – igen - ændrede hans politiske kurs fra Bruxelles til København:

- Jamen jeg blev da meget glad, da jeg fik det at vide. Men samtidigt har jeg altid haft et godt samarbejde med Karen (Ellemann, red.), så det bliver lidt vemodigt. Men sådan er politik jo, siger Kim Valentin.

quote Selvom det ville have været smadderspændende at være i EU-parlamentet, så er det i Folketinget, vi laver lovene

Kim Valentin

Karen Ellemann var den eneste politiker fra Venstre opstillet i Københavns Omegns Storkreds, som fik en plads i Folketinget. Hun fik 8716 personlige stemmer, og Kim Valentin var næste på listen med 1565 personlige stemmer.

På vej til Bruxelles i sidste uge

Kim Valentin var ellers begyndt at forberede sig på sit liv som EU-parlamentariker.

Han troede faktisk, han skulle til Bruxelles i sidste uge, men turen blev udskudt. I dag er han taknemmelig for, at han ikke nåede at være indtrådt i Europa-Parlamentet.

- Hvis folk havde brugt en masse tid på mig, og på at sætte mig ind i tingene, så ville jeg havde været ked af det, siger han.

Det ville dog ikke havde ændret på, at han ville tage imod en stol i Folketinget over en stol i Europa-Parlamentet til enhver tid:

- Selvom det ville have været smadderspændende at være i EU-parlamentet, så er det i Folketinget, vi laver lovene, siger han.

På Facebook beskriver han selv den rutsjebanetur hans politiske karriere har taget de seneste to uger:

”Politik er det vildeste. Og de sidste 14 dage i mit liv er ret underlige - alt har været i luften. At kunne slappe af i den situation har været en meget udviklende tid for mig. Jeg er glad for at være i Folketinget igen. Tak til Karen,” skriver han.

Søren Gade og Line Søegaard-Lidells to pladser i parlamentet bliver nu overtaget af Bergur Løkke Rasmussen(V) og Erik Poulsen. Sidstnævnte har dog meldt sig ud af Venstre, da han tog et job som politisk rådgiver i landboforeningen Fjordland, skriver Ringkjøbing-Skjern Dagblad. Erik Poulsen skal altså melde sig ind i partiet igen, hvis Venstre skal beholde gruppen på fire mand. De to tilbageværende EU-parlamentarikere er Morten Løkkegaard og Asger Christensen.






_

_


Mest læst i dag

Se flere

Politik

1_1_Sekvens.00_02_04_19.Still002

play"Jeg håber, vi får en statsminister med mørk hudfarve snart"

20221011-185629-L-4538x2547ma

Udvalg skal drøfte kritik af advokatundersøgelse ved ekstraordinært møde

Daryna Yevpak

playKommune siger undskyld til ukrainere i speget boligsag

20200118-155319-L-1920x1077we

Kommune vil se på, om folkeskoleelever skal møde senere


Ballerup


Forsiden lige nu

Se flere