Tragisk dødsulykke på legeplads får boligselskab til at afspærre gynger

En 31-årig kvinde mistede livet, da et gyngestativ væltede ned over hende. Nu afspærres gynger i området, mens de børn, der var vidner til ulykken, får krisehjælp.

En 75-års fødselsdag i Ballerup endte dybt tragisk, da en af fødselsdagsfestens gæster, en 31-årig kvinde, mistede livet i en ulykke på en nærliggende legeplads.

Kvinden mistede livet, da gyngestativet, der holdt en redegynge, som kvinden sad i, væltede og ramte hende i hovedet.

Til stede ved ulykken var flere børn, der var vidne til dødsulykken, oplyser Københavns Vestegns Politi.

- Vi satte dem i forbindelse med krisepsykologisk hjælp, og de er i gode hænder. I dag har vi afspærret området derude, mens vores teknikere er i kontakt med de relevante myndigheder, der undersøger, hvordan ulykken kunne ske, siger Morten Steen, vagtchef hos Københavns Vestegns Politi.

Artiklen fortsætter efter billedet..

Gynger i Baldersbo er blevet afspærret efter ulykken.
Gynger i Baldersbo er blevet afspærret efter ulykken.
Foto: Anna Clara Ingemann - TV 2 Lorry

Gynger var sat op for nyligt

Ulykken skete på boligforeningen Baldersbos legeplads, der for nylig havde fået redegyngerne monteret. Nu afspærrer boligforeningen alle gyngerne i området.

- Vi har kaldt medarbejdere ind, der nu er i gang med at afspærre gynger i hele boligselskabet og sætte skilte op. Vi har selvfølgelig også taget kontakt til legepladsfirmaet, der har opsat gyngestativet, og alt imens afventer vi politiets undersøgelser, siger Søren B. Christiansen, der er direktør i Baldersbo.

- Der er tale om såkaldte redegynger, hvor flere personer kan sidde i. Dem har vi fået sat op for nylig, siger han.

Boligselskabet har valgt at afspærre alle gyngestativer, nye som gamle. Indgrebet omfatter flere hundrede gynger, oplyser direktøren.

Søren B. Christiansen udtrykker kondolencer til de pårørende og fortæller, at boligselskabet står til rådighed, hvis lejere har spørgsmål til ulykken og sikkerheden på boligselskabets legepladser.

Artiklen fortsætter efter billedet..

 
 
Foto: Presse-fotos.dk

Borgmester: En frygtelig ulykke

På sin Facebook-side sætter Jesper Würtzen, der er socialdemokratisk borgmester i Ballerup, ord på den forfærdelige ulykke:

En frygtelig ulykke er sket i Baldersbos afdeling 10 på Baltorpvej. En 31-årig kvinde døde lørdag aften, da et gyngestativ væltede og ramte kvinden i hovedet, som døde på stedet.

- De nærmere omstændigheder og årsager til den tragiske ulykke bliver undersøgt i morgen mandag. En meget trykket stemning i området efter den uhyggelige ulykke, skriver han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik