13-årige Marcus Madsen fra Måløv blev landskendt i oktober, da både venner og bekendte samlede pant ind til deres 13-årige ven.
Det gjorde de, for at Marcus kunne komme til USA og blive behandlet for en sjælden kræftsygdom i hjernen. Pantindsamling strakte sig langt over Måløvs grænser og nåede til andre steder i Danmark, da andre mennesker, som slet ikke kendte drengen fra Måløv, også samlede penge ind til ham.
Det endte med, at indsamlingen nåede de fire millioner kroner, som var målet.
Marcus kunne derfor begynde i behandling, hvor han over en periode på et halvt år skal rejse til USA hver tredje uge sammen med sin far for at blive undersøgt, mens han tager medicin.
De to er netop vendt hjem fra deres anden tur over Atlanten, men det er stadig uvist, om medicinen har haft en positiv virkning på Marcus.
- I bedste fald finder vi først ud af det i midten af januar, hvor han skal scannes næste gang. Han klarer det fint, og han er heldigvis på samme gode niveau som tidligere. Muligheden er der for, at det kan have en positiv virkning, fortæller far Søren Høj Madsen til TV 2 Lorry.
Humøret svinger
Marcus’ humør har lidt under den hårde periode, han gennemgår. Ifølge faren bliver Marcus nogle gange deprimeret og ked af det, men det er ikke til at sige, om det er medicinen, der er skyld i den 13-årige drengs til tider svingende humør.
- Vi ved ikke rigtig, om det kan være en bivirkning, eller om det er omstændighederne generelt. Det er jo ham af alle, der har det allerværst. Vi kan muntre ham op, og fysisk aktivitet hjælper. Han får besøg og tager selv på besøg, men hvis der bliver stille, og han er inaktiv, så bliver han ked af, siger faren.
Ariklen fortsætter under billedet
Men det er ikke kun Marcus, der kan have dårlige dage. Familien er også påvirket af sygdomsforløbet.
- Det er en hård tid. Vi er i kriseberedskab, men vi forsøger alt, hvad vi kan for at bevare håb og tro og give Marcus den bedste tilværelse, som vi kan. Det er en hård tid, fortæller Søren Høj Madsen.
Behandlingsstrategi
Planen er, at Marcus er færdig med sit behandlingsforløb i USA i slutningen af april næste år. Og familien er allerede i gang med at planlægge næste skridt for at få deres dreng kureret.
- Vi har været helt bevidste om, at den medicin, Marcus tager nu, ikke er helbredende, men tidsforlængende. Vi undersøger mange forskellige muligheder, fordi det bliver vi nødt til, siger Søren Høj Madsen.
Næste gang Marcus og hans far skal til USA er den 22. december. Det bliver et kort visit, da de gerne vil nå hjem til juleaften, derfor lander de om eftermiddagen den 24. december.