Nu spirer genåbningen så småt - også på plejehjemmene.
Det markerer Ballerup Kommune på ganske særlig vis med en række koncerter for plejehjems- ældreboligbeboere i denne uge.
Det gælder eksempelvis det lille plejehjem Egely.
Her blev der onsdag spillet akustisk guitar og sunget kendte sange til stor fornøjelse for beboerne, der nød fadøl imens.
- Vi markerer, at nu kan vi igen trække vejret, siger plejehjemmets leder Birgitte Züricho til TV 2 Lorry.
"Et rædselsfuldt helvede"
På Egely er der 14 plejeboliger i plejecenteret på hver godt 30 kvadratmeter. Derudover er der 18 ældreboliger, hvoraf fire er for ægtepar.
Det forgangne år med corona har på ingen måde været nemt for Egelys ældre.
Faktisk har det været decideret rædselsfuldt, fortæller plejehjemsleder Birgitte Züricho.
- Det sidste år har været et rædselsfuldt helvede for vores beboere for at sige det lige ud, siger hun til TV 2 Lorry.
Musikken har givet pote
Til trods for den hårde tid med corona, så har musikken spillet en stor rolle for beboerne på Egely gennem det svære år.
- Man sidder og glor for sig selv. Så vi lavede det her sangarrangement, hvor vi kan mødes og synge. Det giver pote, og det får én til at live op, siger plejehjemsbeboer Kjeld Brøns til TV 2 Lorry.
Det udsagn kan en anden af beboerne Bent Schubart kun tilslutte sig. Han er især glad for at høre kongen af rock 'n' roll.
- Elvis er min hofret, og mit yndlingsnummer er Jailhouse Rock, siger han med et smil til TV 2 Lorry.
Ballerup planlægger en række kulturarrangementer på kommunens plejehjem hen over foråret.