Planer om ny Burger King skrottes efter modstand fra naboer

Burger King ville åbne ny restaurant i Ballerup, men efter at mange af naboerne har udtrykt modstand mod byggeriet, har politikerne lagt planerne i graven.

Politikerne i Ballerup ville ikke godkende Burger King's byggeplaner. Foto: Martin Sylvest Andersen/Ritzau Scanpix

Whoppere og twister fries har vist sig at være persona non grata blandt borgere i Ballerup.

Efter Burger King tidligere på året annoncerede planer om at åbne en ny afdeling i byen, har mange borgere gjort indsigelser mod kædens indtog i Ballerup.

Det har dog ikke forhindret kommunen i at anbefale Teknik- og Miljøudvalget den lokalplan, som ville muliggøre byggeriet på hjørnet af Ballerup Byvej og Jonstrupvej.

Læs også Burger King får sur smiley: 300 kilo kød beslaglagt

Men på et møde et udvalgsmøde i tirsdags vendte et rungende flertal af politikerne tommelfingeren nedad til Burger Kings byggeplaner.

- Vi mente, at nabohensynet vejede tungere end det projekt, som lokalplanen gav mulighed for. Vi synes også selv, restauranten lå dårligt i forhold til naboerne, siger Socialdemokratiets Helle Hardø Tiedemann, som er formand for Teknik- og Miljøudvalget, til TV 2 Lorry.

Mere end to tredjedele af naboerne var imod

I alt havde kommunen modtaget 108 høringssvar fra naboerne, hvoraf 32 – altså mindre end en tredjedel - var uddelt positive over for planen om en Burger King.  

Her ses en visualisering af den planlagte bebyggelse set fra Ballerup Byvej mod vest. Foto: Ballerup Kommune - lokalplan

De øvrige høringssvar udtrykte bekymring over for beliggenheden af en drive thru-restaurant på det pågældende sted, og det var hovedsageligt temaer som trafikale forhold, lugtgener, affald og sundhed, der var årsag til naboernes dybe panderynker.

Kommunens forvaltning har ellers forsikret, at den som miljømyndighed vil reagere, hvis der skulle gå hen og opstå lugtgener og affaldsproblemer på grund restauranten.

Politikere underkender forvaltning

Samtidig har kommunen fået foretaget en trafikrevision, der har vist, at den trafikale påvirkning i området vil være minimal, og at der ikke vil være nogen hørbare støjgener.

- Det vælger vi lidt at underkende. Vi kender vores område rigtig godt, og der kan godt opstå problemer derovre med store lastbiler, der skal ud og ind. Men det er nu ikke hovedårsagen. Det er hensynet til naboerne, som vil blive generet af restauranten, som også vil ligge meget tæt op dem, siger udvalgsformand Helle Hardø Tiedemann.

TV 2 Lorry har rettet henvendelse til Burger King for en kommentar. Men kæden har ikke haft mulighed for at vende tilbage med et svar, inden denne artikels udgivelse.

Læs også Kvinde ville have fastfood - forårsagede dobbelt færdselsuheld

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik