Hun har OCD: Corona forværrer hendes helvede

Coronakrisen påvirker mange af os både fysisk og psykisk, men for Tina Heide fra Ballerup har den haft ekstrem indflydelse.

Pakken med ost bliver omhyggeligt tørret af. 

Både før og efter hun har smurt sig en mad.

Det samme gør sig gældende med håndtaget til køleskabet og alle øvrige pakker med fødevarer.

Bare et ud af en lang række faste ritualer - eller tvangshandlinger - som i mange år har fyldt en stor del af Tina Heides hverdag.

Corona gjorde det hele meget værre

Da corona kom til Danmark accelererede det hele - angsten for smitte blev pludseligt voldsomt forstørret og begyndte hurtigt at fylde alt i hendes tanker, følelser og handlinger.

- Det er det, der er så pinagtigt ved OCD. Det er nogle mærkelige tanker for andre og så tør man ikke rigtig fortælle det til andre. Det er jo en pinefuld lidelse, fordi folk ikke rigtig forstår det. Hvorfor kan du ikke bare tage dig sammen, får man tit at vide, siger Tina Heide.

I dag er hun åben om, hvor invaliderende lidelsen OCD kan være i hverdagen. Og hvor hårdt ekstra arbejde hjernen er kommet på i forbindelse med corona.

quote - Det er nogle mærkelige tanker for andre og så tør man ikke rigtig fortælle det til andre.

Tina Heide, Ballerup, OCD-ramt


- Når vi er færdige med det her interview går jeg direkte op og smider tøjet og går måske i bad, fordi der kunne jo være kommet corona på, siger hun.

Corona fylder alt - også drømmene om natten

Tina Heide er en af de ca. 100.000 danskere, som i en eller anden grad lider af OCD – en psykiatrisk lidelse med tilbagevendende tvangstanker – en stor del af dem med bakterieangst.

OCD

  • En form for angst, man ubevidst forsøger at dæmpe eller beskytte sig mod gennem ritualer og forskellige handlinger, man gentager igen og igen og igen. 


  • Ofte er OCD-ramte plaget af overdreven angst for smitte med bakterier. Det fører eksempelvis til tvangshandlinger som konstant at vaske hænder, konstant tjekke om man huskede at slukke for komfuret og lukke for vandet.


  • Omkring 100.000 danskere lider af OCD i større eller mindre grad. Tallet er sandsynligvis højere, da en stor del aldrig bliver diagnosticeret og behandlet. 


  • Op mod 3% af befolkningen bliver ramt af OCD på et eller andet tidspunkt i deres liv.


  • Kilde: OCD-foreningen

- Det giver mig en kæmpe uro inde i hovedet, at corona er der. Fordi jeg tænker hele tiden på det. Også om natten - der drømmer jeg om det, og der er coronapoliti i mine drømme, som siger: du har ikke overholdt to-meters reglen og sådan noget. Det kører rundt hele tiden  non-stop hos mig. Så jeg har aldrig ro i hovedet. Og det er også derfor, jeg er træt hele tiden. En anden af mine udfordringer er at gå på gaden. Jeg skal holde øje med al ting. Jeg skal holde øje med glasskår, fordi jeg engang havde en rigtig dårlig oplevelse med glasskår - og så hundelorte. Så jeg holder altid øje med, hvad der er på jorden og får ikke rigtig øje på, hvad der er rundt omkring, siger Tina Heide, som for længst er holdt op med at købe ind selv, men kun får varerne bragt.

quote - Der er coronapoliti i mine drømme.

Tina Heide, Ballerup, OCD-ramt

- Den her coronasky, som hænger over os hele tiden er en enorm stressfaktor for rigtig mange. Og stress er guf for OCD-hjernen, for så siger den - nu kan du ikke modstå mig og nu skal jeg nok nok arbejde med dig. Og så kan man ikke modstå alle de impulser, der kommer fra OCD´en, som man ville kunne normalt. Stressen gør så, at OCD´en blomstrer på livet løs. Jeg er enormt hårdt påvirket af corona, siger hun.

Psykolog: Den generelle psykiske trivsel er blevet dårligere 

Og selvom det langtfra er alle OCD-ramte, som har udtalt bakterieangst, såhar corona haft ekstrem indflydelse på mange, lyder det fra privatpraktiserende psykolog i København, Stine Næsted.

- Det handler også om angsten for at smitte andre, som måske bliver alvorlig syge eller dør, lyder det fra privatpraktiserende psykolog Stine Næsted. Foto: TV 2 Lorry
- Det handler også om angsten for at smitte andre, som måske bliver alvorlig syge eller dør, lyder det fra privatpraktiserende psykolog Stine Næsted. Foto: TV 2 Lorry

- Nogle bliver meget direkte påvirket af corona, fordi deres tvangstanker - deres OCD - rigtig meget handler om angsten for smitte, angsten for sygdom. Det kan også typisk være angsten for, at man skal være skyld i at smitte andre, som måske bliver alvorlig syge eller dør, siger Stine Næsted.

Hvad med alle os andre, som går og tvangsspritter og tvangsbruger mundbind. Kan vi potentielt udvikle noget lignende i en situation som corona? 

- Det er rigtig svært at sige, og det er formentligt først noget, man kan sige sådan lidt på efterkant, når vi på et tidspunkt - forhåbentlig - er på den anden side af corona - eller i hvert fald længere i processen - at man begynder at kunne lave noget forskning på det. Om der er flere mennesker og flere børn, der har udviklet OCD-symptomer. Men allerede nu kan man i hvert fald måle, at den psykiske trivsel hos befolkningen generelt er dårligere under corona, fastslår Stine Næsted.

quote Jeg havde faktisk en rigtig dårlig dag i dag, inden jeg kom herhen. Men nu har jeg det meget bedre, fordi nu sidder vi og snakker og du forstår, hvad jeg siger.

Tina Heide, Ballerup, OCD-ramt

Hårdt at være isoleret som OCD-ramt

Tina Heide og andre OCD-ramte er underlagt nøjagtig samme krav til corona-isolation som alle andre.

- Coronaen påvirker jo ens mentale helbred, fordi man ikke kan komme ud og mødes med alle dem, som er i samme båd som dig selv. Og derfor kan du ikke snakke med dem på samme måde. Jo, du kan snakke med dem på telefon, men det er noget andet at sidde overfor hinanden og sidde og få en kop kaffe og sige, jamen jeg havde faktisk en rigtig dårlig dag i dag inden jeg kom herhen. Men nu har jeg det meget bedre, fordi nu sidder vi og snakker og du forstår, hvad jeg siger. Så det med at caféer for psykisk sårbare er lukkede kan være rigtig svært for mange, fordi bare det at tage skridtet og tage sådan et sted hen kan kræve meget. Det handler om, at man jo skilter med, at man er psykisk sårbar, men når man så er kommet der nogle gange er det bare rigtig rart at møde nogle ligesindede. Og det kan man jo ikke i denne her tid. Så man kan være rigtig isoleret. Og det er ikke godt, fordi så er man alene med ens tanker. Det er absolut ikke godt, når man har OCD, slutter Tina Heide.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik