Hjemmehjælper fik P-afgift da hun skulle hjælpe borger i nød

Hjemmehjælper Heidi Andersen fra Ballerup kæmper en indædt kamp mod en parkeringsafgift, som hun finder vildt urimelig.

Forestil dig, at du er hjemmehjælper og har nattevagt.

Pludselig går nødkaldet fra en af kommunens borgere, og du skal være fremme på maksimalt 29 minutter. Men når du kommer frem, er der ingen ledige parkeringspladser. Du vælger at smide bilen et sted, hvor den ikke står i vejen, så du kan komme op og hjælpe den beoer, der har slået alarm.

Da du kommer ned igen, sidder der en parkeringsafgift i bilruden - en afgift på 790 kroner, som du selv skal betale.

Er det rimeligt?

- NEJ, lyder det fra hjemmehjælper Heidi Andersen, som lige nu kæmper med både Ballerup Kommune og virksomheden ParkZone A/S for at slippe for en betaling, da hun mener, at hun bare har passet sit arbejde.

quote Vi er kun tre, der har nattevagt, og vi skal dække hele kommunen.

Heidi Andersen

Hun arbejder som hjemmehjælpervikar i et firma, som er hyret af Ballerup Kommune. 

- Vi er kun tre, der har nattevagt, og vi skal dække hele kommunen. Så man kan være i den anden ende - og så skal man alligevel nå frem på 29 minutter. Hvis man så skal bruge lang tid på at finde en ledig parkeringsplads - eller skal ende med at gå langt fra bilen - så kommer man for sent, siger Heidi Andersen til TV 2 Lorry.

Hun betegner det kvarter, som hun fik parkeringsafgiften i, Hedeparken, som utrygt.

- Så har man altså ikke lyst til at skulle gå en længere tur, når man har parkeret, siger hun.

Klagede til borgmester - uden held

Ballerup Kommune har dog oplyst til Heidi Andersen, at de ikke har en aftale med Parkzone om hjemmehjælperes ret til parkering i området.  

Heidi Andersen har siden klaget sin nød til borgmester Jesper Würtzen. Han svarede følgende per mail:

quote Jeg forstår godt din ærgrelse over at få denne parkeringsafgift, når du bare har passet dit job

Jesper Würtzen, borgmester

- Jeg forstår godt din ærgrelse over at få denne parkeringsafgift, når du bare har passet dit job og forsøgt at hjælpe en beboer i området. Jeg ved ikke hvilke muligheder der er for at få annulleret denne afgift, det vil jeg undersøge. Desværre er jeg ikke så optimistisk i forhold til dette.

Han lover, at han "fremadrettet" vil arbejde for, at der etableres bedre parkeringsmuligheder for hjemmeplejen. Men dermed hænger Heidi Andersen stadig på parkeringsafgiften.

Leder af hjemmeplejen: Næppe noget at gøre

Lederen af Ballerup Hjemmepleje, Tine Gitte Nielsen, siger til TV 2 Lorry, at der nok ikke er så meget at gøre.

- Hjemmehjælperne skal ikke køre til livstruende hændelser. For så skal borgerne ringe 112. Og det vidste hjemmehjælperen også i dette tilfælde, at der ikke var tale om. Og ja - vi har en regel om, at de skal være fremme på en halv time, men hvis de skal bruge ti minutter ekstra på at lede efter en parkeringsplads, så er det selvfølgelig i orden, siger hun.

På linje med borgmesteren siger Tine Gitte Nielsen, at der arbejdes på en fremtidig parkeringsløsning.

Tilbage sidder Heidi Andersen og kan kigge på en voksende bunke mails, hun har sendt - både til kommunen og til Parkzone A/S.

- Jeg giver ikke op, for det er urimeligt det her, siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik