Endnu en kommune med opråb - her nærmer man sig grænsen for nedlukning

Antallet af smittede med coronavirus stiger i Ballerup Syd og Vest. Nu opfordrer kommunen borgerne til at blive testet.

Ballerup Kommune har de seneste dage været ramt af en stigende corona-smitte i Ballerup Syd og Vest.

Forsætter den udvikling, så kan det ifølge kommunen betyde, at Pederstrup Sogn blive lukket ned, og det får nu kommunen til at reagere og opfordre borgerne til at lade sig teste.

- Incidenstallet har ligget oppe omkring 300 i nogle dage. Det vil vi gerne have bragt ned på samme niveau som i resten af kommunen, så vi undgår at skulle lukke ned for skoler og så videre i området, siger kommunens socialdemokratiske borgmester Jesper Würtzen til TV 2 Lorry.

Mandag har sognet et incidenstal – det vil sige antallet af smittede per 100.000 borgere - på 337. Dermed nærmer tallet sig grænsen på 400, som er et af de tre kriterier, der skal opfyldes, for at et sogn automatisk bliver lukket ned.

Ekstraordinært testcenter

Det er ikke første gang, at netop Pederstrup Sogn er ramt af høj corona-smitte. Også kort før påske blev skoler og fritidsordninger lukket ned i sognet, fordi smitten var for høj.

Dengang lykkedes det kommunen at få bragt smitte ned så hurtigt, at skolerne kunne genåbne før tid. Derfor håber borgmesteren også at kunne trække på de gode erfaringer.

- Sidst vi lå deroppe, var vi hurtige til at få bragt smitten ned igen. Vi fik faktisk forkortet den nedlukningsperiode, som vi havde. Men nu skal vi helst undgå, at der overhoved kommer en nedlukning.

- Vi har gjort det før. Dengang var borgerne flinke til at spille med, og det håber jeg også, de vil denne her gang. Når man har klaret den en gang på en taktik, så er det klart, at man prøver at bruge den samme taktik igen og håber, den bringer os til gode resultater, siger borgmesteren.

Han fortæller, at de ekstra tiltag foruden udmeldingen på kommunens hjemmeside blandt andet gælder en SMS-kæde, der med hjælp fra beboerforeninger og telefonselskaber er blevet sendt rundt til beboerne i området, plakater i boligområderne samt en øget synlighed på gaden, hvor man oplyser om coronasmitte.

Kommunen har som følge af den stigende smitte også fået opstillet et ekstraordinært mobilt testscenter ved Hedegårdscentret.

Her kan borgere blive testet onsdag den 28. april fra klokken 08.00 til 14.00 og igen torsdag den 29. april fra klokken 15.00 til 21.15.

Det midlertidige testceter udbyder PCR-test, hvor man bliver podet i halsen. Det er ikke muligt at bestille tid.

Flere sogne i fare for nedlukning

Ballerup Kommune er ikke den eneste kommune i TV 2 Lorrys sendeområde, der er ramt af stigende coronasmitte og frygten for at skulle nedlukke et sogn.

Som TV 2 Lorry skrev søndag har Rudersdal Kommune den seneste tid været ramt af stigende smitte med covid-19. Ifølge kommunen er det især i sognene Bistrup og Birkerød, at smitten er høj, og hvis ikke smittespredningen stoppes, risikerer sognene også her at blive lukket ned.

Fredag måtte Høje-Taastrup Kommune lukket kommunens største sogn ned, da smitten var for høj.

Sådan bliver et sogn automatisk lukket ned

Hvis et sogn over opfylder alle disse tre kriterier, bliver det automatisk lukket ned:


  • Mindst 400 smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv dage.
  • Mindst 20 smittede personer de seneste syv dage.
  • Positivprocent på mindst 2 procent de seneste syv dage.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik