Busrute stod til at lukke – nu skyder region millionbeløb i at forbedre den

Først skulle den lukkes ned, så skulle den forkortes, men nu skal busrute 350S fra Ballerup til Nørreport forbedres for hele 1,1 millioner kroner.

For halvandet år siden var fremtiden for busrute 350S usikker.

Dengang sagde formanden for Trafikudvalget i Region Hovedstaden, Jens Mandrup (SF):

- Vi er også godt klar over, at en hel eller delvis nedlæggelse af buslinje 350S vil have alvorlige konsekvenser.

Senere blev planen, at busruten skulle forkortes, så den kun gik til Malmparken i stedet for Ballerup Station.

Region Hovedstaden med U-vending

Men nu har Region Hovedstaden lavet en reel U-vending. For at undgå at busruten bliver forkortet, har de nemlig valgt at afsætte 1,1 millioner kroner – penge, der desuden også skal være med til, at bussen lettere kan komme frem.

Det fortæller Jens Mandrup onsdag til TV 2 Lorry.

- Der er stor efterspørgsel på netop rute 350S – særligt i sammenhæng med busrute 5C.

Og det er ifølge ham på trods af, at mange har valgt busserne fra i løbet af tiden med corona.

- Der var mange, der fravalgte bussen og desværre også købte deres bil nummer et eller endda bil nummer to. Og det er noget skidt i forhold til fremkommeligheden i byen.

quote 350S er faktisk den bus, hvor vi har fået passagererne allerhurtigst tilbage efter corona

Jens Mandrup, formand, trafikudvalget, Region Hovedstaden

Succes efter corona

Men nu har busruten altså kronede dage.

- 350S er faktisk den bus, hvor vi har fået passagererne allerhurtigst tilbage efter corona, forklarer Jens Mandrup.

Derfor skal initiativer som ekstra busbaner ved lyskryds og det såkaldte ”busgrøn”, hvor man opstiller et ekstra lyssignal, der kun er til busserne.

På trods af investeringen i busruten, er fremtiden stadig langt fra sikker for 350S.

- Vi nedlægger ikke ruten foreløbigt, men om et par år skal vi kigge på, hvordan vi laver strukturen med 5C og 350S, siger Jens Mandrup.