Børn samler pant ind til kræftramt dreng: "Det rører os dybt"

En masse børn rundt i Danmark samler ind til en 13-årig kræftramt dreng, så han kan komme til USA for at få behandling for en sjælden kræftsygdom.

En gruppe børn fra 7. klasse i Måløv har sat sig for at bruge deres efterårsferie på at redde deres vens liv.

13-årige Marcus Madsen har en sjælden hjernetumor, som der ifølge hans forældre ikke findes nogen behandlingsmuligheder for i Danmark.

Derfor må familien til USA for at få deres søn behandlet – en behandling som koster fire millioner kroner.

For at hjælpe Marcus har nogle klassekammerater derfor sat sig for at samle pant, så deres ven kan komme til USA og forhåbentlig blive kureret.

quote Marcus er en af mine rigtig gode venner, så jeg er glad for, at jeg kan hjælpe

Victor Greve Kok, klassekammerat

Flere børn samler ind

For et par dage siden lavede Marcus’ mor et Facebook-opslag, hvori hun skrev, at familien havde brug for økonomisk hjælp for at få deres søn behandlet.

Det opslag reagerede Marcus’ ven Victor Greve Kok på. Han begyndte sammen med sine venner i Måløv at samle pant, så de kunne skaffe penge til Marcus' kræftbehandling i USA.

- Min mor og jeg snakkede om, hvordan vi som familie kunne hjælpe. Så kom jeg på den idé, at vi kunne give vores pantflasker, og det kunne andre måske også gøre. Marcus er en af mine rigtig gode venner, så jeg er glad for, at jeg kan hjælpe, siger Victor til TV 2 Lorry.

Men det er ikke kun venner af familien, der har samlet pant. Victor Greve Kok lavede også et Facebook-opslag, hvor han opfordrer andre folk til at donere deres pant til Marcus.

Og det har givet pote. Nu er børn i andre byer, der slet ikke kender Marcus, begyndt at samle pant til den alvorligt syge dreng. Initiativet er sågar nået helt til Jylland, hvor børn også donerer deres tomme flasker og dåser.

- Man kan virkelig mærke at i sådan en situation, hvor man beder om hjælp og rækker ud, så ser vi virkelig, at folk hjælper til. Det folk, gør for vores søn, rører os dybt, fortæller Marcus’ far, Søren Høj Madsen til TV 2 Lorry.

Indsamlinger i 13 byer

Indtil videre er der ti byer i TV 2 Lorrys sendeområde og tre byer i Jylland, der samler pant ind til Marcus.

I skrivende stund er der samlet 20.000 kroner ind udelukkende fra pant. Og det er meget overvældende for Marcus.

- Han kan nogle gange ikke forstå, at der bliver gjort så meget for ham. Han er meget stolt og glad, og han synes nogle gange, det er lidt mærkeligt, fortæller faren.

En af dem, der samler ind til Marcus, er Emil Martin Brøndtved på ni år. Han kender slet ikke den 13-årige dreng, men vil gerne hjælpe Marcus med at komme til USA og blive rask.

- Min oldemor døde også af en hjernetumor, og derfor vil jeg gerne hjælpe Marcus, for jeg synes, det er irriterende at miste én til en hjernetumor, siger han til TV 2 Lorry.

Ud over pantindsamling får Marcus også hjælp fra andre former for indsamlinger. Her er der blandt andet lavet en tombola, hvor man kan donere penge og få gaver til gengæld. Derudover kan man også sende penge via Mobile Pay til familien.

Indtil videre er der samlet 471.000 kroner.

Nogle af de børn, der samler pant til Marcus.
Nogle af de børn, der samler pant til Marcus.
Foto: Lea Bjerre Schimdt

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik