00:33

Sådan så det ud, kort efter at den lille okapi-kalv var kommet til verden tilbage i 2016

Zoo har sendt sensations-kalv til Polen

Okapi-kalv er nu så gammel, at den er blevet sendt til en zoologisk have i Polen

Det hører til sjældenhederne, at okapier, der tilhører girafslægten, får kalve i fangenskab. Og derfor var det også lidt af en sensation, da Zoologisk Haves okapier i 2016  fik selskab af en nyfødt kalv, der så dagens lys efter at have ligget i sin mors mave i pænt over et år. Nu er kalven så gammel, at den netop har forladt Zoologisk have på Frederiksberg for at få et nyt liv i en Zoo i Polen.

Det skriver Zoologisk Have på deres hjemmeside, hvor det fremgår, at da der i dag er en endnu yngre kalv i den danske okapi-flok, så kan der hurtigt blive pladsmangel. Derfor gik turen til Polen for det næstyngste medlem af flokken.

-Det er ganske naturligt at en okapi i hans alder flytter til en anden zoologisk have. Havde vi haft et større anlæg til okapierne, kunne han sagtens være blevet her i Haven, men på et tidspunkt vokser hans lillebror fra moderen og skal gå alene – og så vil det knibe med at få plads til alle”, fortæller kurator Flemming Nielsen ifølge hjemmesiden.

Læs også Mand hopper over hegnet til elefanterne i Zoo: "De blev rasende"

I naturen er okapien truet, og bestanden er skrøbelig, mens de zoologiske haver efterhånden har fået god styr på pleje og opdræt af dyrene, der minder om zebraer, men reelt tilhører giraffamilien. Okapierne er så sarte, at Zoo i 1994 havde den triste oplevelse, at en af deres okapier, Katanda,  døde. Det gjorde den, da den udviklede voldsom stress, fordi der blev gennemført prøver til en operakoncert i Søndermarken, der ligger klos op ad Zoologisk Have.

Læs også Nu er den anden okapiunge født i Zoo på 50 år

Tidligere i år - i juli - blev der født endnu en okapikalv i Zoo. Det var den anden på 50 år.