Yngre mand ramt af skud i Brønshøj sent mandag aften

På en time modtog politiet anmeldelser om to forskellige skyderier i København.

En yngre mand blev sent mandag aften ramt af skud på Frederikssundsvej i Brønshøj. Det oplyser Henrik Brix, der er vagtchef ved Københavns Politi.

- Af hensyn til efterforskningen kan jeg kun oplyse, at der er tale om en yngre mand, og at han ikke er i kritisk tilstand, siger vagtchefen. 

Tirsdag morgen er afspærringen ophævet. 
Tirsdag morgen er afspærringen ophævet. 
Foto: Presse-fotos.dk

Politiet modtog anmeldelsen klokken 22.42, efter at vidner havde hørt skud blive affyret. 

- Vi får en anmeldelse fra nogen, der mener at have hørt skud blive affyret. Vi er til stede derude og undersøger området grundigt, sagde Henrik Brix omkring klokken et natten til tirsdag.

Frederikssundsvej var efterfølgende spærret i begge retninger, mens politiet undersøgte området. Tirsdag morgen er afspærringen ophævet. 

Skyderi på Amager

Klokken 23.48 modtog politiet endnu en anmeldelse om skyderi, denne gang nær en basketballbane ved Glommensgade og Sæterdalgade på Amager. 

- Nogen har hørt skud blive affyret og set to mænd i mørkt tøj løbe fra stedet. Vi har dog ikke noget brugbart signalement af mændene, fortalte vagtchefen kort efter. 

klokken 23.48 blev der slået alarm om et skyderi på Amager ved en basketball bane - to personer blev set løbe fra stedet.
klokken 23.48 blev der slået alarm om et skyderi på Amager ved en basketball bane - to personer blev set løbe fra stedet.
Foto: Local Eyes

Tirsdag morgen bekræfter politiet, at et skyderi har fundet sted, men at man ikke har oplysninger om, at nogen skulle være ramt. 

- Vi har været i gang med at tale med vidner, men det har ikke være så brugbart. Der er måske nogen, der ved mere, end de fortæller, siger vagtchefen tirsdag morgen.

Skyderi i Brøndby

Også i Brøndby undersøger politiet et skyderi. 

Klokken 21.07 modtog Københavns Vestegns Politi en anmeldelse om skud, der var affyret ved indkøbscentret Brøndby Strand Centrum.

En bil med en gruppe unge mænd menes at have været mål for skuddene. Ingen blev dog ramt. 

Billede fra Brøndby Strand Centrum, hvor en bil med en gruppe unge mænd blev beskudt mandag aften.
Billede fra Brøndby Strand Centrum, hvor en bil med en gruppe unge mænd blev beskudt mandag aften.
Foto: Local Eyes

Ifølge politiet er det endnu for tidligt at sige, hvorvidt der er en sammenhæng mellem de tre skyderier. 

Hverken Københavns Politi eller Københavns Vestegns Politi har anholdt nogen i forbindelse med de tre skyderier.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik