William vil være Danmarks bedste receptionist

Alt for få tager en erhvervsuddannelse og der er mangel på lærlinge i 29 fag. Det skal Danmarksmesterskabet for faglærte, SKILLS 2019 gøre noget ved.

Tre små rum på Hotel- og Restaurantskolen i Valby er møbleret så de ligner en reception og et to-delt hotelværelse.

- Lige nu er Sofia en buisness-gæst, der kommer ind, siger Berit Møller, der er faglærer på receptionist-linjen.

Wiilliam Brogaard Pedersen fra København og hans klassekammerat, Sofia Swing, spiller rollespil. William er ved at uddanne sig som receptionist. Og han stiller op i DM i SKILLS 2019 - han vil være Danmarks bedste.

Hotelbranchen boomer i de her år og der er mangel på faglærte receptionister. Og receptionist-faget passer William perfekt:
- Det er jo helt sikkert det menneskelige aspekt i det. At kunne tale med en masse mennesker og komme ned på øjenhøjde med dem og finde ud af helt basalt: Hvad er deres behov?, siger han.

Og man skal kunne mere end at udlevere en nøgle:
- Man skal også kunne sælge, så jeg bliver da også super glad når salget lykkes.  Bare generelt, når gæsten tager afsted - hvis jeg kan mærke at de er gladere end da de kom - så vil jeg sige: "Job well done"! 
William gik to år på gymnasiet og læste Internationalisering og politik - men han savnede noget:
- Det var ikke mig - jeg manglede noget andet stimulering, fortæller han.

Fag som sprog, kulturforståelse, branche-jura, psykologi lokkede også William Brogaard Pedersen.

I den her uge kan du se hvad fagene tjener, VVSer, receptionist og gourmetslagter faktisk går ud på i serien "Unge med SKILLS".

Opsving skaber mangel

Hotelkapaciteten i København bliver udvidet med op til 6200 værelser fra nu og frem til 2021.
Brancheorganisationen HORESTA forventer, at der kommer 2000 flere fuldtidsbeskæftigede.
500 af dem bliver receptionister.

William er elev på det femstjernede Hotel Herman K i København. 
Her har receptionisten en mere speciel rolle. Her er William vært for gæsterne - og det kræver både stor faglighed, men også den rette person :

- Når vi skal have nye elever, så kigger vi efter vores værdier: ansvar, passion og omsorg. De skal have lyst til at komme her og give vores gæster en god oplevelse. Vi er jo der, hvor folk går hen, når de har fri. Eller skal have det lidt ekstra hyggeligt eller forkæle sig selv, siger Lotte Marie Hulvej Roesgaard, People & Culture Manager hos Brøchner Hotels, der ejer Hotel Herman K.

72.000 faglærte efterlyses

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd anslår at der i 2025 mangler 72.000 faglærte voksne.
Receptionist-faget er en ud af 29 fordelsuddannelser - det er de fag, hvor der forventes at blive et stort behov for arbejdskraft i fremtiden.

Så de virksomheder, der tegner kontrakt med en receptionistelev kan opnå en kontant bonus.

Størstedelen af uddannelserne er tekniske erhvervsuddannelser målrettet fremstillings- og fødevareindustrien, byggeriet og servicefag.

Er du færdig som faglært, er der mange muligheder for at læse videre:

William vil gerne arbejde som vært eller receptionist i nogle år , men kigger også fremad:
- Jeg kunne godt tænke mig at træde lidt tilbage fra fronten og se hvad drift vil sige.

Han kan også læse videre til  Serviceøkonom eller blive hotel-leder på proffessionsbachelor-uddannelsen " International Hospitality Management". Og så kan receptionister arbejde over hele verden.

Hør William fortælle om fordomme og fakta om receptionist-arbejdet:

Du skal have skills for at blive receptionist

- Det kræver at man har en ret bred kulturforståelse, for at man kan lykkes med at give den ultimative service, siger William Brogaard Pedersen.

Det er nemlig meget forskellige hvilket service-niveau hotelgæster forventer - alt efter hvilken del af verdenen de kommer fra.

William skal også vide alt om færgeruter i Danmark, domkriker og alle forlystelsessteder. Og så skal han kunne søge oplysninger på nettet og skaffe stort set alt. Lige meget hvad en gæst måtte få brug for.

DM i SKILLS 2019 starter i morgen, torsdag d. 4. april. I år er det i Arena Næstved. Det er Danmarksmesterskabet i fag - de dygtigste unge faglærte konkurrerer om at blive landets bedste. Her kan publikum se hvad fagene indeholder. SKILLS 2019 er et af de tiltag, der skal gøre Danmarks unge opmærksomme på at man kan få et godt arbejdsliv og en god løn som faglært - og at man kan læse videre.

I rollespillet i de tre små rum på Hotel- og Restaurantskolen i Valby tjekker William nu de to sammenhængende hotelværelser igennem.

- Hm, her mangler batterier, glassene er fedtede og så er der en gæst, der har glemt en jakke, siger han til faglærer Berit Møller og klassekammeraten Sofia Swing, der ivrigt følger med. I aften skal han hjem og terpe videre. For i morgen starter han i konkurrencen om at blive Danamrks bedste til sit fag.

Hvad tjener en receptionist:

Den overenskomstbestemte minimumsløn for en faglært receptionist, før pension, feriepenge og tillæg: 22.278 kr. om måneden

 

Kilde: HORESTA


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik