Weekendtips: Stort flyshow, unikke biler og designmarked

Bliv klogere på bæredygtigt design, oplev hæsblæsende flyveshow i Værløse eller se Danmarks ældste biler køre igen; Her er vores tips til din weekend.

Der er ingen gode undskyldninger for at kede sig i denne weekend. Hele regionen summer af sommerlig aktivitet og vi har samlet vores tips til et par oplevelsesrige dage. 

For den miljøbevidste

Design X Change

Hvor: Bredgade 68, 1260 København
Hvornår: 20.-21. maj fra kl. 10-16
Læs mere: Design X Change

Design og bæredygtighed er nøgleordene bag det nye store udendørsmarked Design X Change, der er sat i verden af Designmuseum Danmark. Her bliver der stillet skarpt på vores forbruger- og "smidvæk"kultur, når designere og iværksættere samles til at fortælle om, hvordan de arbejder med produktudvikling og miljørigtige løsninger.

Til markedsdagene, der spænder over lørdag og søndag, kan du opleve mere end 25 stande, der vil præsentere og demonstrere, hvordan de anvender genbrug til at skabe nye produkter. Heriblandt Fablab Nordvest, der tager brugte elektronikdele og forvandler dem til højtalere. Hele programmet kan du finde her.

For motor- og teknikinteresserede

Unikke køretøjer på Danmarks Tekniske Museum

Hvor: Fabriksvej 25, 3000 Helsingør
Hvornår: Søndag d. 21. maj fra kl. 11-15
Læs mere: Danmarks Tekniske Museum

Hammelvognen og Delaunay-Belleville Model C er måske fremmedord for de fleste, men ikke for dem som interesserer sig for historiske motorkøretøjer. Hammelvognen er nemlig Danmarks første bil og faktisk verdens ældste, som stadig kører. Delaunay-Belleville Model C falder også ind som et af de ældste køretøjer i Danmark og det er ovenikøbet kongehusets første bil.

I denne weekend kan du, som noget ganske særligt, opleve når motorerne igen bliver startet og de tilsammen 240 år gamle biler triller ud i det danske sommervejr fra Danmarks Tekniske Museum. Kun en lille håndfuld kyndige kendere ved hvordan det skal gøres og det gør køreturerne til en sjælden oplevelse.

Store Flyvedag

Hvor: Ved Sandet 17, 3500 Værløse
Hvornår: Lørdag d. 20 maj kl. 10-17
Læs mere: Storeflyvedag 2017

Hæsblæsende og kunstfærdig luftakrobatik karakteriserer lørdagens arrangement på Flyvestations Værløse. Endnu engang sender de motorkræfterne til vejrs og undeholder hele familien når den meget populære Store Flyvedag vender tilbage.

Igennem dagen kan man blandt andet opleve brølende F16-fly, store svævefly og formations- og kunstflyvning. Det er et vildt arrangement for alle flytossede og bestemt et anbefalelsesværdigt udflugtsmål. 

For børn og unge

Street Event: Nivå Centret

Hvor: Nivå Center, 2990 Nivå
Hvornår: Lørdag d. 20. maj fra 12-16
Læs mere: Streeteventet på Facebook

Stort Street Event indtager Nivå Centret denne lørdag og forvandler det i fire timer til et mekka for gadeidræt og -kultur. Det er som en del af Gadeidrættens Dag at fælleskaberne Ungfredensborg og Nivå Nu, har samarbejdet med Nivå Centret om at invitere unge til en dag med streetfodbold, basket, street art og meget mere.

Der er selvfølgelig arrangeret turneringer for dem, der er sultne efter at skole kammeraterne i streetbold, men der er også mulighed for at få tips og tricks til at forbedre ens eget game, om man så er til streetbasket eller freestylerap. Hørsholm 79er spilleren, Asbjørn Midtgaard, instruerer i basket og bliver flankeret af raptalentet Moon Afflick. Hele dagen sørger DJ Five K for stemningsrytmer, og der er mulighed for at købe mad og drikke.

Musik og Teaterfestival 2017

Hvor: Kongens Have, København
Hvornår: Søndag d. 21. maj kl. 12-20
Læs mere: Musik og Teaterfestival

Ny Musik og Teaterfestival for byens børn og unge, ser for første gang sommerens lys nu på søndag i Kongens Have. Under den åbne himmel bliver det grønne byrum forvandlet til en sand openair festival, hvor det er byens egne fritids-, junior- og ungdomsklubber, der samles for at spille musik og underholde med flotte teateropsætninger.

Festivalen har været 10 år undervejs, og det er en drøm der går i opfyldelse for initiativtager Lise Løvborg, når festivalen præmierer med en lang række af forestillinger og koncerter, der er blevet til i de unges fritid. Ambitionen er at skabe en årlig tilbagevendende begivenhed og søndagens arrangement er blot startskuddet på det, der forhåbentlig kan blive en tradition. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik