Weekendtips: Nørrebro festival, #HappyMoves og fortidsmindedag

Livlig og oplevelsesrig festival på Nørrebro, sjov bevægelsesdag i Roskilde eller fortidsfortællinger og -fund; Her er vores tips til din weekend.

Så blev det weekend og vi har selvfølgelig samlet en håndfuld tips til begivenheder i hele regionen. 

FREDAG

Festivalen 48 timer på Nørrebro åbnede i dag til lyden af sprøde DJ-toner og duften af letbrændte pizzaskorper.  Over de næste to døgn vil bydelen byde på en overvældende række af kulturelle aktiviteter for enhver smag. 

De hurtige kan stadig nå at få en bid af fredagens program, der strækker åbningsfesten til kl. 22 med en bred palet af koncerter og arrangementer. Det hele ledsaget af mad- og drikkeboder. Du kan se det komplette udbud på linket nedenfor.

48 Timer Nørrebro

Omkring 90 events inden for musik, kunst, debat, dans, mad m.m. 
Fredag til søndag på hele Nørrebro
De fleste events er gratis.
Komplet program: 48 Timer Nørrebro: Program

LØRDAG

I Roskilde kickstarter #HappyMoves en ny sæson med sjove bevægelsesdage for unge. Det sker med årets første HappyMoves zone, et udendørsareal i bymiljøet, der bliver indtaget af udfordrende aktiviteter og et hyggeligt lounge område. 

Det er gratis at være med, og sæsonen varer indtil september. Til arrangementet i Roskilde vil der blandt andet være sumobryderdragter, forhindringsbane, Trivolle og meget andet. Bag eventet står DGI og Coca-Cola, samt en række frivillige agenter, der videreudvikler zonerne fra by til by.

#HappyMoves sparkes igang

Adresse: Hal 9, Rabalderstræde 1 4000 Roskilde.
Lørdag d. 29. april 14-17, gratis.
Eventet på Facebook: HappyMoves Roskilde

Vikingemarked på Hammergården samler vikingekrigere og handlende til en spændende dag ved Isefjorden. Markedsvikinger sælger varer fra alle egne af deres dygtige håndværk, både mjød, smykker og skind. Mens mor og far undersøger de fine varer, kan børn male vikingeskjolde eller ride på ægte islandske heste.

Vikingekæmpere vil desuden gå blandt de besøgene og fortælle, om hvilke våben man brugte i kamp, og hvordan man vandt sine slag. Høvdingen vil også gå på markedet, og rygtet forlyder, at han har iltre fjender, som vil prøve ham i tvekamp for at vinde magten til at regere.

Vikingemarked på Hammergården

Adresse: Hammer bakke 13, 4050 Skibby
Lørdag d. 29 april, 11-15:30, gratis.
Eventet på Facebook: Vikingemarked

Forskningens døgn kan opleves over hele landet. Videnskabsfestivallen bliver også markeret i City2 i Høje Taastrup, hvor der er arrangeret et vildt program til den store og lille nysgerrighed. Blandt andet holder Rane Willerslev et oplæg om "korrekthed eller kreativitet" - om hvordan vi uddanner til fremtidens samfund.

Roskilde Universitet præsenterer deres science show med eksperimenter fra hverdagen, NEXT tager Lego-robotter med, og Københavns Universitets Hospital giver mulighed for at undersøge hjerter og lunger fra dyr. Hele programmet kan du se på linket nedenfor.

Forskningens Døgn City2

Adresse: Cityringen 4, 2630 Høje Taastrup
Lørdag d. 29. april, 10-14, gratis 
Hele programmet: Program

SØNDAG

Fortidsmindedagen er en anden landsdækkende begivenhed, sat igang af Slots- og Kulturstyrelsen. Arkæologiske museer åbner i denne forbindelse op for flere særarrangementer, hvor man kan komme helt tæt på danmarkshistorien.

I Fredensborg  inviterer Museum Nordsjælland til åbent hus på en igangværende arkæologisk udgravning. Her har de drænet et mosebassin, og indtil videre fundet flere trægenstande, der stammer fra jernalderen. Du kan komme helt tæt på arkæologernes arbejde, mens de fortæller om stedet og det samfund, der engang eksisterede der. På linket nedenfor, kan du se alle arrangementer i regionen.

Fortidsmindedag i Fredensborg

Adresse: Humlebækvej 2, 3480 Fredensborg
Søndag d. 30 april kl. 10-12, gratis.
Oversigt over alle arrangementer: Fortidsmindedag

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik