Weekendtips: Kampberedte krigere og festivaler

Harniskklædte krigere fra nær og fjern fortid, mekaniske muskler og kulturfestivaler; Her er vores tips til din weekend.

Som optakt til en velfortjent weekend, kan du her gå ombord i et par af de begivenheder, som slår sig løs i vores område. 

KULTURFESTIVALER

Nordvest festival 2017

Hvor: 2400 København NV
Hvornår: 2. - 5. juni
Læs mere: Nordvest Festival 2017

Nordvest Festival havde premiere sidste år og det må siges at være en bydelsfest med vokseværk. Dagsprogrammerne for dette års festival kan allerede overgå sidste års samlede program, og det er et program stopfyldt med arrangementer og aktiviteter, der sprudler af hyggelig kvarter-stemning.

Der er stadig godt gang i fredagens program, men hvis du hellere vil forberede dig på lørdagens events, kan vi fremhæve at Ørnevej holder vejfest, Fablab Nordvest holder gratis workshops, Vin de Tables inviterer til vin- og chokoladesmagning og Lurendrejeren åbner elektroniske musikscener – både indendørs og udendørs - der smelter sammen med en farverig og knitrende kunstudstilling. Det er altså bare et udpluk og du kan se hele det store program på linket i faktaboksen.

Gladsaxe Loves Culture

Hvor: Telefonvej 8, 2860 Søborg
Hvornår: 3. juni, fra kl. 11-16
Læs mere: Gladsaxe Loves Culture

Endnu en kulturfestival folder sig ud i denne weekend, når festivalen Gladsaxe Loves Culture lørdag byder indenfor til et underholdende og lærerigt program for hele familien. Dansere, musikere, billedkunstnere og rollespillere indtager telefonfabrikken og vil sammen med et stort verdenskøkken tage alle besøgende med på en rig kulturrejse. 

Hvis man befinder sig nær Søborg hovedgade i morgen kl. 11, vil man ikke være i tvivl om, hvornår festivalen er gået i gang. Fra Søborg Torv vil en stor og farverig parade nemlig starte mod telefonfabrikken og sørge for at sætte gang i gaden. 

 

KAMPKLÆDTE KRIGERE

Københavns Middelaldermarked

Hvor: Hammelstrupvej 98, 2450 København SV
Hvornår: 2. - 5 juni.
Læs mere: Københavns middelalder marked

En tidslomme er sprunget læk i Valby og riddere forfulgt af vikinger er strømmet ud i krigerisk humør. Det er Skandinaviens største middelaldermarked der denne weekend indtager Valbyparken med over 1.500 aktører, som får den historiske periode til at genopstå for øjnene af os.

Der er tænderskærende ridderturneringer, farlige tvekampe og hyggelig markedsstemning hele weekenden. Man kan gå på opdagelse i sirlige håndværk og håndsmedede våben, eller sætte tænderne i møre stykker kød fra helstegte pattegrise og lyse fisk på spyd. Et spændende arrangement for hele familien i en gennemført atmosfære.

Sagnlandet Lejre

Hvor: Slangealleen 2, 4320 Lejre
Hvornår: 3. - 5. juni
Læs mere: Oversigt over events

En utæthed i tiden er også sporet hos Sagnlandet Lejre, hvor germanske og romerske krigere tørner sammen i drabelige slag hele pinseferien. I jernalderlandsbyen Lethre, som er en rekonstruktion af en mere end 2000 år gammel landsby, kan du finde din indre kamplyst frem og blive trænet i gamle kamp- og våbenteknikker, eller bare nyde de flotte shows og våbendemonstrationer.

På pladsen kan du møde romerske legionærer, der kan fortælle om hærens formationer, og gladiatorer der demonstrere deres teknikker, men du kan også besøge teltlejren, hvor boder præsenterer kampudstyr, handelsvarer og håndværk. Hele fornøjelsen kan rundes af med en træktur på en jernalderhest.

 

MEKANISKE MUSKLER

TimeWinder: Hundested

Hvor: Amtsvejen 280, 3390 Hundested
Hvornår: 3. - 5. juni
Læs mere: TimeWinder

I Hundested skruer de tiden tilbage og genoplever fortiden med nostalgisk entusiasme. Veterantræffet TimeWinder er tilbage og spænder med de mekaniske muskler både til lands, til vands og i luften. Det betyder selvfølgelig motorbrølen fra gamle klassikere og aerodynamisk flyvekunst, men der er ikke bare maskinelle oplevelser.

Til TimeWinder kan man også opleve levende genopførelser af militærhistorie, tøjhistoriske modeshows og dansehistoriske kavalkader. Det hele folder sig ud på Grønnessegaard Gods, der ligger med udsigt over Roskilde Fjord og der bliver sørget for god forplejning dagene igennem.

 

MENS SOLEN SKINNER

Spejlscenen: Øregaard Museum

Hvor: Ørehøj Alle 2, 2900 Hellerup
Hvornår: 3. og 4. juni
Læs mere: Moodys store rejse

Øregaard Museum har i denne weekend funklende premiere på deres nye spejlscene og det kan du opleve helt gratis. I museets grønne omgivelser, vil forfatteren Qaali Schmidts historie om pigen Moody få liv som dramatisering og blive opført på den nye scene, som en action-komedie forestilling med dukker.

Lars Knutzon har instrueret Caroline Malling Jørgensens dramatisering og det er en spændende fortælling for hele familien, om en farefuld rejse fra de vestindiske øer til det fjerne Danmark. Når spejlscenen ikke åbnes op for forestillinger, står den fremover fast og glimtende i haven som en tre meter høj, dyb og bred kube, der spejler sine omgivelser med en drømmeagtig effekt. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik