Foto: Lorry

Vurdering fra politiet kan smide Vanløse-rockere på porten

Københavns Kommune er måske kommet et skridt nærmere i kampen om at få Bandidos-rockerne til at flytte ud af deres klubhus i Vanløse.

Københavns Politi slår fast i et brev til kommunen, at der er tale om et rockerklubhus, og dermed håber politikerne, at kunne smide bandidos-rockerne på porten.

Politikerne i Teknik- og Miljøudvalget har nemlig nedlagt forbud mod rockerne på Tudskærvej ved hjælp af en Servitut fra 1918 og Planloven.

Her fremgår det, at rockernes hus skal benyttes til familiebolig - og nu fastslår altså også politiet, at huset benyttes til forkerte formål.

Jakob Næsager, der er politisk leder for De Konservative i København og medlem af Teknik- og Miljøudvalget er optimistisk efter politiets vurdering.

Naboer til rockerborg har bemærket politiets massive tilstedeværelse

- Nu skal rockerne have lejlighed til at læse politiets brev og komme med eventuelle bemærkninger, og så forventer vi i løbet af en uges tid, at Københavns Kommune kan nedlægge et formelt rockerforbud og bede rockerne om at flytte ud, siger han til DR P4 København.

Brevet fra Københavns Politi vækker også glæde hos Jakob Hougaard (S), som ser det som en klar opbakning til deres ønske om at få rockerne til at flytte ud af de københavnske boligområder.

- Jeg er yderst tilfreds med vores politis store indsats i denne sag. Jeg skal hilse fra naboerne til rockerborgen i Vanløse og sige, at de også har bemærket politiets massive tilstedeværelse i området. Der bliver tjekket biler og foretaget kontroller af rockerne for stoffer og våben, siger han, og fortsætter.

Myndigheder skal handle hurtigt nu

- Når nu Københavns Politi kan fremlægge dokumentation, der bekræfter, at huset på Tudskærsvej i Vanløse anvendes til en rockerklubhus, så står kommunen endnu stærkere i en eventuel retssag med Bandidos, siger Jakob Hougaard til DR P4 København.

Og nu er det vigtigt, at myndighederne også handler hurtigt, så sagen ikke trækkes i langdrag, mener Jakob Næsager.

- Nu er dokumentationen på plads, og så er næste skridt, at rockerne får en frist til at stoppe deres aktiviteter og flytte ud.