Tre medarbejdere i Eventyrhuset er såkaldt beskyttede medarbejdere og kan ikke fyres. Derfor skal andre, ikke-beskyttede medarbejdere i Jyllinge-området ud.
- Det er ikke noget, vi er herre over selv. Det er noget, fagorganisationerne og Kommunernes Landsforening har været med med til at fastsætte i tidernes morgen, siger områdeleder Marianne Bjørn Degn og forklarer, at de beskyttede medarbejdere er tillidsrepræsentant og medlemmer af MED-udvalget.
Medarbejderne fra Eventyrhuset er efter indførelsen af områdeledelse i Roskilde Kommune ikke ansat i den enkelte vuggestue men i område Jyllinge. Her bliver alle fire afdelinger betragtet som én institution, og derfor rammer lukningen bredt.
- Når vilkårene er sådan, må jeg se på områdets budget, om jeg har råd til at have x antal medarbejdere ansat, og det har jeg ikke. Det betyder så, at der er nogen, der skal afskediges, siger Marianne Bjørn Degn til DAGBLADET Roskilde.
Roskilde Kommune har undersøgt muligheden for at flytte dem til andre områder, men det har Kommunernes Landsforening givet afslag på.