Foto: Bax Lindhardt og Asger Ladefoged - Scanpix

Vold under Pride: Politiker så mænd slå Pride-deltager

Der mangler stadig tolerance i visse områder af København, påpeger socialdemokraternes Lars Aslan Rasmussen.

Pride-paraden strakte sig helt fra Frederiksberg Rådhus til Rådhuspladsen i København.

Folketingspolitikeren Lars Aslan Rasmussen, Soc. Dem., var på gaden ligesom mange andre politikere for at fejre mangfoldigheden. Men da paraden trak ud hen ad eftermiddagen, måtte han forlade optoget for at køre til en privat fest.

Han kørte ned ad Frederiksberg Allé, da en dame kaldte på ham. Hun sagde, han skulle ringe til politiet. 

Læs også Ung homoseksuel trampet i hovedet efter Pride

Fire fyre skændes med mand

En mand i lyserøde bukser var nemlig kommet op at toppes med en gruppe på fire unge mænd:

- Der står fire, unge fyre og råber en mand med glimmerbukser op i hovedet. Han råber også af dem, og flere blander sig og siger, de skal slappe af, forklarer Lars Aslan til TV 2 Lorry.

- Så slår én ham i hovedet, så han ryger ned. Han kommer på benene igen og råber af dem. Det ender med, at de smutter ned mod Frederiksberg Have, mens flere skubber den overfaldede i retning mod Priden. Han var meget fuld, uddyber han.

Lars Aslan nåede ikke selv at ringe til politiet, da en anden person på stedet gjorde det. Masser af vidner overværede episoden. En enkelt cyklist græd. 

Er du sikker på, at det her overfald skyldes, at manden er homoseksuel?

- Ja, der er ikke så meget tvivl. De anråber ham, fordi han er meget genkendelig, kan man sige. Jeg vil så sige, at jeg tror ikke, det var gået så galt, hvis han ikke havde råbt tilbage.

Læs også Flere hadforbrydelser under Copenhagen Pride

Der mangler tolerance i visse miljøer

Lars Aslan Rasmussen vil gerne tale om episoden, fordi han mener, den netop viser, at Copenhagen Pride er et berettiget arrangement:

- Vi anser os selv for at være frie og tolerante, men det her er forfærdeligt. Hvis det her kan ske midt på sådan en festdag, så tænk på de øvrige dage om året, siger han til TV 2 Lorry. 

- Vi er nødt til at italesætte, at der er steder i København, hvor to mænd ikke kan gå hånd i hånd i sikkerhed. Jeg har selv minoritetsbaggrund, så jeg siger det ikke for at være racistisk, men det er et problem i visse af de her miljøer. 

Copenhagen Pride er tidligere gået gennem Nørrebro men med en forstærket politibevogtning. I år fravalgte man bydelen - dog med henvisning til vejarbejde og rutens længde. 

Læs også Copenhagen Pride ændrer den sædvanlige rute

Episoden er ikke registreret som en hate crime ved Københavns Politi. Her har man registeret i alt 5 voldssager, som er rubriceret som hatecrimes, under årets Copenhagen Pride.