Foto: Nils Meilvang - Scanpix

Volbeat-anmeldelser: Fra håbløst til fantastisk

Ekstra Bladets musikanmelder, Thomas Treo, kalder lørdagens Volbeat-koncert i Parken for håbløst ordinær.

47.999 mennesker var lørdag aften samlet i det udsolgte danske nationalstadion, Telia Parken, for at høre Volbeat spille. Ikke siden 1981 har et dansk band spillet i Parken, men Ekstra Bladets anmelder er ikke imponeret.

Volbeat havde besluttet sig for at nægte Ekstra Bladet og det danske metal-webmagasin Devilution adgang til koncerten, men begge medier skaffede sig adgang uden presseakkreditering.

Det fremgår ikke, hvorfor de ikke fik adgang til koncerten, skriver Ritzau.

Læs også Volbeat skriver historie i aften: Spiller for 48.000 i Parken

"Har aldrig lydt værre"

Ekstra Bladets anmelder, Thomas Treo, har givet koncerten to stjerner og er ikke imponeret over det danske rockbands præstation.

- Frontmanden har en stemme som en jodlende havenisse, og Parkens rumklang fik det til at lyde som om, han stod et sted i alperne, skriver han blandt andet.

Han mener også, at rockgruppen aldrig har lydt værre. 

Læs også Volbeat udsolgt på 10 minutter

"En folkefest af de helt store"

Andre anmeldere har været mere gavmilde med stjernerne, når de skal vurdere, hvordan koncerten forløb.

Det danske musikmagasin Gaffa har givet koncerten seks stjerner og kalder det en folkefest af de helt store.

- Det var en fornemmelse af et tændt og toptunet band, der bare ville denne fest, som udløste den sidste af seks stjerner denne aften, skriver Gaffas anmelder, Keld Broksø.

BT mener også, at koncerten var en stor succes. De giver koncerten fem stjerner.

Både Berlingske og Politikens anmeldere har givet koncerten tre stjerner. 

  Foto: Nils Meilvang - Scanpix

Talte engelsk

- Meget afhang af Michael Poulsen i front. Det er ham, der er stjernen. Men han forvaltede det godt nok ikke særlig overbevisende, skriver Berlingske og kritiserer også hans beslutning om at snakke engelsk til tilskuerne.

Michael Poulsen begrundede beslutningen med, at det var på grund af de mange udenlandske fans, at han snakkede engelsk.

Der var flere gæsteoptrædener til koncerten.

Johan Olsen, der er forsanger i Magtens Korridorer, og trommeslageren fra Metallica, Lars Ulrich, spillede med på et par numre og bokseren Mikkel Kessler var også på scenen under koncerten. 

Læs også For første gang siden 1981 er dansk band hovednavn i Parken