Voksne råber ad skolepatruljer: I dag blev de hyldet som hverdagens helte

Selv om hver tredje skolepatruljeelev har haft en dårlig oplevelse, bliver børnene ved med at melde sig til tjenesten. I dag blev de hyldet i Tivoli.

En undersøgelse, som Epinion har gennemført for Rådet for Sikker Trafik og Lærerstandens Brandforsikring blandt 987 skolepatruljeelever i hele landet, viste for nylig, at en tredjedel af børnene inden for det seneste år har oplevet ubehagelige episoder, når de hjælper de mindste skoleelever med at krydse vejen sikkert på vej til skole.

Der bliver fra voksne trafikanter råbt skældord mod børnene, der bliver rakt fuck-finger, og der er tilfælde med bilister og cyklister, der blæser højt og helligt på stopsignaler.

Men onsdag havde piben en helt anden lyd, da 5000 støjende skolepatrulje-elever tog turen ind til Tivoli for at lade sig hylde som nogle af hverdagens helte af både politiet og Rådet for Sikker Trafik.

Meget positivt

- Det er meget positivt, at så mange børn frivilligt vil møde op hver dag for at hjælpe de yngre klassekammerater gennem morgentrafikken ved skolerne. Skolepatruljernes arbejde gør det også mere trygt for forældre at sende deres børn ud i trafikken. Den indsats fortjener et stort skulderklap, siger Jakob Skov Øllgård, konsulent i Rådet for Sikker Trafik.

På trods af de mindre sjove episoder, der sker ude på vejene, så er tjansen som skolepatrulje ret populær blandt eleverne. 

På tre ud af fire skoler står børnene nærmest i kø for at blive skolepatrulje, viser en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og Lærerstandens Brandforsikring.

FAKTA OM SKOLEPATRULJEN

  • Skolepatruljeordningen blev første gang indført i 1949.
  • I Danmark er der knap 20.000 skolepatruljeelever.
  • Det er eleverne i 5.-7. klasse, der er skolepatruljer.
  • En skolepatrulje arbejder hver morgen, og eleverne møder tidligere end alle de andre elever.
  • Skolepatruljerne arbejder frivilligt og ulønnet.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik