Vognmænd på skolebænken: Politi vil undgå ulykker ved studenterkørsler

Midt- og Vestsjællands Politi afholdt informationsmøde med vognmænd, som skal køre studenterkørsel til sommer. Håbet er at undgå ulykker og ulovligheder.

Arkivfoto af en flok glade, festende studenter. Personerne på billedet har intet at gøre med den omtalte ulykke. Foto: Emil Hougaard - Ritzau Scanpix

Det var tæt på at gå helt galt, da en kåd, nyudklækket student sidste år fik skader på hovedet, efter han ramte en motorvejsbro under studenterkørsel med sine klassekammerater.

Søndag den 2. juli 2018 klokken 20.15 kom studenterne kørende i en lastbil ad Egedalvej med cirka 40 kilometer i timen, da en af studenterne ramte en bro, som vognen passerede.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi var det en 19-årig mand fra Køge, som stod på en bænk på ladet, hvilket gjorde, at han stak hovedet op over lastbilens tagbøjler.

Ved hændelsen slap studenten med livet i behold, men med skrabeskader og en hjernerystelse.

Infomøde skal forhindre flere ulykker

Blandt andet på den baggrund inviterede Midt- og Vestsjællands Politi sjællandske vognmænd til et infomøde, som skulle sætte fokus på sikkerheden.

Foruden flere ulykker med studenterkøretøjer i 2018, viste en stikprøvekontrol af studenterkøretøjerne også, at der var talrige fejl på køretøjerne - og alvorlige af slagsen, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Regler for eksamenskørsel 

  • Eksamenskørsel kræver ikke længere politiets tilladelse
     
  • Alle køretøjet skal være godkendt af en synsvirksomhed senest 1 år før kørslen finder sted
     
  • Ejeren af køretøjet skal have tegnet forsikring, der dækker personskade på de transporterede passagerer
     
  • Hastigheden må ikke overstige 40 km/t i tættere bebygget område og 60 km/t uden for tættere bebygget område. De til en hver tid gældende hastighedsbegrænsninger skal følges.
     
  • Eksamenskørsel må ikke finde sted på motorvej eller motortrafikvej

    Kilde: Færdselsstyrelsen
Se mere

Ved mødet deltog omkring 30 vognmænd, som repræsenterer i omegnen af 200 chauffører.

- Grunden til, at vi afholder sådan et møde, er, at det er vores pligt at forsøge at undgå ulykker, lyder det fra Henrik Fobian, der er politikommissær hos Midt- og Vestsjællands Politi.

- De unge mennesker skal have en god tur i en studentervogn, men der skal være fokus på sikkerhed og orden fra vognmændenes og chaufførernes side, fortsætter han.

Jurister og politimænd svarede på spørgsmål

Både politiet og jurister stod derfor til rådighed for de spørgelystne vognmænd, som fik helt styr på sikkerhedsforholdene, før studenterne skal afsted på gader og stræder.

- Vi fik også indblik i nogle af de problemstillinger, som vognmændene oplever, når de udfører disse transporter, og det var lærerigt for os. Alt i alt har vi fået mange positive tilkendegivelser fra vognmændene, der gerne ser, at de bliver inviteret til informationsmøde hvert år, siger politikommissær Henrik Fobian.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik