Virksomheder dumper København

Foto: TV2/Lorry

Københavns erhvervsklima er blandt de dårligste i Danmark.

I en undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed, som Dansk Industri står bag, får København en plads som nummer 70 ud af 96 (to ø-kommuner har ikke deltaget i undersøgelsen).

Københavns Kommunen har et mål om at komme i top 10 ved at rykke sig ti pladser om året. Kommunen har siden 2010 rykket sig fra nummer 84 til nummer 70. Men det er ikke godt nok, mener Liberal Alliance og De Konservative. De vil se forbedringer på få år.

- Det skal gå hurtigere, fordi vi i København har brug for arbejdspladserne og de indtægter, det giver - både i form af folk, der tjener penge og i skatter, siger Lars Berg Dueholm, gruppeformand for Liberal Alliance.

Utilfredshed hos socialdemokraterne over placeringen

Det er små, mellemstore og store virksomheder, der har deltaget i undersøgelsen, hvor de har svaret på spørgsmål om kommunens service til og forhold for virksomheder. Desuden indgår flere faste forhold som skatter og afgifter.

Hos socialdemokraterne er man også utilfreds med placeringen som nummer 70, men ser ikke samme behov for akut handling.

- Jeg tror, at nogle af de tiltag, vi har sat i gang - for eksempel erhvervsservice - vil gøre, at vi måske om nogle år har en bedre score, siger Jakob Hougaard, der er socialdemokratisk medlem af Teknik- og Miljøudvalget.

Kommunen gør klogt i at forsøge at forbedre erhvervsklimaet, mener Jette Nøhr, der er chefkonsulent i Dansk Industri.

- Jeg har talt med virksomheder, der er flyttet på grund af forholdene. Det er blandt andet it-virksomheder, der er flyttet til Herlev, siger hun.

Jette Nøhr nævner lukninger af veje som et eksempel på forhold, der generer virksomhederne.