Beskytter studenter mod stenkast: Vognfirma laver nye regler

Virksomheden Festlastbiler.dk tager kontraktmæssige forbehold for at undgå visse boligområder.

Det er højsæson for festlastbiler.

Cirka 60.000 studenter bliver nemlig udklækket i disse dage, og derfor har firmaet Festlastbiler.dk hele 25 vogne kørende rundt omkring på Sjælland.

Men i år har man ændret i kontrakten med kunderne:

- Vi har de sidste par år oplevet, at der bliver smidt rå æg efter vognene. Det er selvfølgelig ubehageligt. Men da det sidste år eskalerede til vandflasker og sten, synes vi, at vi var nødt til at gribe ind, siger direktør i Festlastbiler.dk Bengt Duus Svensson til TV 2 Lorry.

Kasteskyts fra broer

Derfor er der i kontrakten med kunderne tilføjet et afsnit, som giver selskabet ret til at nægte at køre i boligområder, hvor Festlastbiler.dk eller chaufføren skønner, at der kan blive ballade.

Det har erfaringerne fra sidste år lært dem.

- Vi oplevede, at der stod unge mennesker, nogle gange børn, på broer eller ved vejen og kastede vandflasker, der vejer op til et halvt kilo mod vognen og dens passagerer. Det vil vi ikke være med til, siger direktøren for Festlastbiler.dk.

Problemer i særligt område

Det har stået på i årevis, men det er først i år, at Festlastbiler.dk har indført de nye forbehold i kontrakten. Det er et afsnit, der ikke er til forhandling, siger direktøren. Men fortæller samtidig historien om et meget insisterende, privat gymnasium, som ville køre til adresser i Tingbjerg.

Festlastbiler.dk havde kørt for gymnasiet før og havde oplevet, at vognen blev bombarderet med rå æg.

- Derfor sagde vi nej. Chaufføren mente ovenikøbet, at nogle af dem, der var med i vognen, kendte dem, der kastede med æg, siger Bengt Duus Svensson.

Benytter sikkerhedskortege ved undtagelse

Men sidste år, da gymnasiet henvendte sig igen, sagde Festlastbiler.dk ja, på betingelse af, at kunderne lagde 2.000 kroner ekstra i depositum.

- De accepterede de 2.000 kroner og sørgede samtidig for, at der kørte en privatbil foran og bagved lastvognen på vej ind og ud af Tingbjerg, som en slags sikkerhedskortege. Når studenterne var inde i boligerne, så holdt mændene fra kortegen vagt på gadehjørnerne, fortsætter Bengt Duus Svensson.

Turen forløb uden problemer, og derfor endte kunden med at få sine 2.000 kroner tilbage.

Festlastbiler.dk har nu opsat to overvågningskameraer på ladet af alle deres 25 vogne. Kameraerne er forbundet til en skærm i førerhuset, så chaufføren hele tiden kan holde øje med, hvad der foregår i og uden for vognen.

Tillykke til årets studenter!

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik