Bakken her ligner normal plastik, men den er lavet af planter. Foto: TV 2 Lorry

Ny måltidskasse: Nu kan du købe lokal fastfood uden plastik

Måltidskasser og færdiganrettet aftensmad hitter stort. Hos Edamus slår man sig op på at ville reducere CO2-forbruget.

Da Caspar Karstensen boede på Nørrebro, var der masser af tilbud på nem, hurtig og sund aftensmad.

Til gengæld kneb det lidt, da han flyttede til Furesø Kommune for at stifte familie, og derfor har han og partnerne Jakob Ørstup og Mie Nørgaard nu startet et ganske særligt tilbud til borgerne i Værløse og Kirke Værløse. 

Fra madbilen Åse serverer holdet, der kalder sig Edamus, hver tirsdag og onsdag forberedt aftensmad i bakker af palmeblade og sukkerrør. 

Embalagen er hundrede procent bionedbrydelig. Den kan smides i haven eller kompostbeholderen - og samtidig kan den tåle at komme i ovnen. 

- Selv lågene, der ligner plastik, kan tåle varmen. Jeg har selv bagt en chokoladekage i bakken, siger Caspar Karstensen. 

Caspar Karstensen står bag madbilen Åse, der sælger mad af bionedbrydelige bakker. Foto: TV 2 Lorry

Lokale råvarer 

En vigtig del af Edamus-konceptet er, at maden skal være så CO2-venlig.

Derfor er maden portionsanrettet og skal bestilles på forhånd på hjemmesiden, så spildet mindskes.

Indholdet er af lokale råvarer såvidt det er muligt.

- Vi har en mundtlig aftale med en producent af krydderurter kun halvanden kilometer herfra. Vi kan hente kartofler og gulerødder på Søris. Vi prøver også at benytte den lokale fiskehandler, forklarer madentuisiasten, der egentlig er skolelærer. 

Læs også Mød manden der introducerede københavnerne for streetfood

- Kornbymølle i Lynge laver noget af Danmarks bedste mel, synes vi. Han er blevet lidt af en melguru og bliver også brugt på de fine restauranter i København. Blandt andet Bæst og Mirabelle, uddyber han. 

01:39 Luk video

Flere store spillere på et marked i vækst

Markedet for måltidskasser og færdiganrettede middage er i hastig vækst. 

På nuværende tidspunkt laver både RetNemt, Simple Feast, Coop, Skagen Food og Kokkens Hverdagsmad afmålt mad med opskrifter. 

Aarstiderne, der blandt andet har marker ved Krogerup nær Humlebæk, har fordoblet sit overskud på fire år og leverede et rekordregnskab i 2017 med en omsætning på 672 millioner kroner.

Nemlig.com svarede igen i august måned, hvor online-supermarkedet lancerede sin første måltidskasse-ordning.

10.000 skrev sig på venteliste til konceptet.

- Modtagelsen har overgået alle vores forventninger, og det vidner om, at der er stor efterspørgsel på vores fleksible løsning, sagde adminstrerende direktør Stefan Plenge dengang til TV 2 Lorry.

Så gerne flere vegetarer

Hos Edamus i madbilen Åse starter man med mindre armbevægelser. Det lokale aspekt er vigtigt og én af de måder, hvorpå man vil skille sig ud på markedet:

- Det er ikke, fordi vi vil punke noget ned over hovedet på folk. Men bæredygtighed giver bare rigtig god mening for os, og det vil vi gerne være med til at udbrede, siger Caspar Karstensen. 

Han laver både mad med og uden kød - men så gerne at flere valgte den vegatariske løsning:

- Vi prøver at udvide folks horisont for, hvad mad også kan være. Vegetarretter behøver ikke være en thairet eller en suppe, siger han. 

Tre økologiske måltidskasser

Aarstiderne:
- Vælg mellem kvikkasse, vegetarkasse, børnefamilie og kvikkasse. Mellem 10 minutter og 30 minutters forberedelse med opskrift. Fra 267 kroner per person for tre måltider. 

Edamus:
- Som kunde hos Edamus tegner du et abonnement til et fast antal personer, derefter kan du hver uge hente mad i vores campingvogn Aase. 80 kroner for voksne per måltid og 50 kroner for et barn. 

Simple Feast
- Leverer veganske og vegetariske retter til døren. Alt er tilberedt, så du bare skal anrette og nyde maden. Mellem 63 kroner og 73 kroner per portion.