Vintervejr laver huller i vejen

Foto: Lorry

Vinteren er hård ved asfalten på vejene. Det kan bilister konstatere, når de kører på Frederikssundsvej mellem Stenløse og Veksø tættest på Stenløse.

Stenløse: Her er der flere huller i asfalten især i retningen fra Veksø mod Stenløse, og det kommer ikke som nogen overraskelse for Lars Christiansen. Han er afdelingsleder for driftsafdelingen for Sjælland i Vejdirektoratet, der har ansvaret for statsvejen.

Asfalt er nemlig et dynamisk materiale, og når det skiftevis fryser og tør, så opstår der det, Vejdirektoratet kalder slaghuller, eller revner i asfalten.

- Det kan simpelthen ikke undgås, så der er asfalthuller og revner på alle vores veje, siger Lars Christiansen.

Han oplyser, at Vejdirektoratet fører løbende tilsyn med alle sine veje og holder øje med trafikfarlige huller. De bliver lavet meget hurtigt enten af Vejdirektoratets beredskabsentreprenør eller »Lappeholdet«, men det, der bliver lavet om vinteren, holder ikke så godt, så derfor må alle andre huller vente til det bliver varmere.

Han garanterer, at tilsynet har gennemkørt den nævnte strækning på Frederikssundsvej inden for få dage og har vurderet, at hullerne på strækningen ikke er trafikfarlige, men han påpeger også, at et hul kan vokse på ganske få timer. Så efter henvendelsen fra Frederiksborg Amts Avis har tilsynet været ude og kigge på hullerne igen og konstateret følgende:

- Det er belægningen, der smuldrer stille og roligt, men der er ikke noget af det, der er trafikfarligt, siger Lars Christiansen, der oplyser, at tilsynet lavede den første indrapportering om hullerne først på ugen og holder øje med dem.

- Det er ikke noget, der bliver gjort noget ved nu. Det er ubehageligt men ikke trafikfarligt. Vi vil se, om vi kan trække det, til det bliver varmere i luften, så vi kan lave noget, der holder i stedet for at klatte pengene væk på nødreparationer, siger han.