Beboere og frivillige i Jyllinge lagde natten til tirsdag såkaldte watertubes ud. Det er rør, som fyldes med vand for at holde stormfloden ude. Tirsdag morgen gik der hul på et sådan rør. Foto: Martin Sylvest - Scanpix

Villakvarter er truet af vand: Der er gået hul på dæmning

I Jyllinge nord for Roskilde er der gået hul på en mobil dæmning. Mandskab kæmper for at holde vandet ude.

Status tirsdag klokken 08.33:
Vandstanden er stagneret og vil snart aftage. Beredskabet er altså ved at få situationen under kontrol. Flere sommerhuse vil have fået vand indenfor. 

Et læk på en mobil dæmning truer med at skabe oversvømmelser i et beboelsesområde ved Jyllinge nord for Roskilde.

Mandskab kæmper for at holde vandet ude.

 - Vi har fået lagt de her watertubes ud hele vejen op omkring Jyllinge. Det, der så sker undervejs, det er, at der sker et læk på et af de her watertubes, og der har vi allokeret alle ressourcer frem til at få lukket det hul, der er, siger Lars Robetje, beredskabsdirektør i Østsjællands beredskab til Ritzau.

TV 2 Lorry har sendt en fotograf til området. 

Læs også OVERBLIK: Sådan påvirker stormen Urd trafikken

Beredskabet har nu fokuseret alle deres kræfter på at få lukket hullet.

Tirsdag morgen omkring klokken otte lyder det fra beredskabsdirektøren, at den kommende time bliver afgørende for, om det lykkedes.

Man er dog positiv, da vandstanden nu er stoppet med at stige.

 - Det ser ud til at kurven begynder at flade ud nu, og at den er toppet. Så nu skal vi holde den en time - halvanden, og så begynder vi at se et fald i selve vandstanden, siger Lars Robetje.

Læs også Roskilde-borgmester trækker i arbejdstøjet i kampen mod Urd

 Formår man ikke at holde vandet ude, kan det få konsekvenser for beboere i området.

- Siver der vand ind, så vil det, afhængigt af geografien i området, sive ud i boligområdet, og husene bliver fyldt med vand, siger han.

 Men meldingen tirsdag morgen omkring klokken 08.00 er, at beredskabet er begyndt at få styr på situationen.

- Det som meldingerne begynder at gå på, det er, at der er kontrol på området, siger Lars Robetje.

Beredskabet har løbende fået meldinger om, at der kan være sket undersivninger i området fra dæmningerne.

Det er dog ikke muligt at få overblik over, om det har påvirket huse i området, før det er blevet lyst.

Området omkring Roskilde Fjord er særlig sårbart og i risiko for forhøjede vandstand og stormflod.

Sidst der var stormflod i området, var da stormen Bodil rasede i december 2013.
 

Læs også Status på stormen i Nordsjælland: Politiet takker borgerne for god pli