Vild vækst i København: Boligbehovet stiger

I en ny befolkningsprognose fastholder København billedet af, at indbyggertallet i hovedstaden vil eksplodere i de kommende år

Boligpriserne er på himmelflugt i København. Og intet ser ud til at bremse væksten, for strømmen af nye indbyggere i hovedstaden ser ud til at fortsætte de næste mange år.

Københavns Kommune offentliggør i dag en helt ny befolkningsprognose og den viser, at der alene i år kommer 11.000 nye københavnere. Det betyder, at hovedstaden runder et indbyggertal på 600.000,

-Det er en milepæl, og det betyder, at vi fortsat har et stort behov for, at der bliver bygget boliger til priser, som københavnere med ganske almindelige indkomster har råd til at betale, lyder det fra overborgmester Frank Jensen (Soc.dem)

For imens folk strømmer til, så stiger priserne på ejerboliger markant.  Af en undersøgelse i Politiken i dag fremgår det, at priserne det seneste år er steget med langt over 10 procent i alle bydele i hovedstaden det seneste år - visse steder er stigningen sågar oppe på over 20 procent.

 

København vokser vildt

*Frem til 2027 kommer der 100.000 nye Københavnere.

*I de sidste 15 år er antallet af børnefamilier steget med 35 procent.

*I 2015 var der flere, der flyttede FRA København til andre kommuner  end folk, der flyttede TIL København fra andre kommuner. Dermed kommer væksten udelukkende fra fødselsoverskud og udenlandsk tilflytning.


Der er flere grunde til væksten i befolkningstallet. Halvdelen af væksten sker, fordi der er flere yngre kvinder i København - og de får børn. Og den anden halvdel tilskriver kommunen, at der flytter mange udlændinge til København - både for at arbejde og studere.

Før i tiden har indbyggertallet i Københavns Kommune dog været langt højere, end det er i dag. I 1950´erne boede der 750.000 mennesker i hovedstaden. De begyndte så at flytte til forstæderne, og tallet dykkede til det nåede bunden i i 1992. Da var der "bare" 465.000 københavnere.

 

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik