Vil skaffe penge til strandede søfolk

- Vi er berørte af det.
Fra deres pladser i kantinen på stålværket DanSteel i Frederiksværk har stålteknikerne udsigt til industrihavnen. Og til det afpillede skib Cormorant, der på fjerde måned er strandet med en besætning på tre ombord, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Søfolkene Joseph Kojo, Joseph Anobil fra Ghana og Antoly Soroka fra Murmansk har ikke fået løn i fem måneder. Skibets tyske ejer og reder er som sunket i jorden.
Arbejderne på DanSteel har nu startet en indsamling for at hjælpe de strandede søfolk.
- Det må være forfærdeligt på den måde at sidde som gidsel på sin arbejdsplads, siger Max Pedersen, der står i spidsen for indsamlingen til Frederiksborg Amts Avis.