Arkivfoto af en parkeringsvagt fra Københavns Kommune. Foto: Sofie Mathiassen / Ritzau Scanpix

Vil fjerne bilerne fra p-vagterne: Nu skal de cykle rundt

Kommunens parkeringsvagter skal i stedet køre rundt på elcykler.

Når København Kommunes parkeringsvagter kører rundt i byen og kontrollerer, hvordan borgere holder parkeret, så skal de i fremtiden gøre det på el-cykel.

Sådan lyder et forslag fra Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning, som vil erstatte størstedelen af parkeringsvagternes biler med et stort antal el-cykler.

I dag råder forvaltningens Center for Parkering over 14 el-biler, som bliver benyttet i forbindelse med parkeringskontrol, samt to benzindrevne personbiler.

Men med det nye forslag vil man barbere ti af el-bilerne og de to benzindrevne biler væk.

Samtidig vil man indkøbe 100 el-cykler, så hver enkelt parkeringsvagt råder over egen cykel, ligesom de også får en cykelhjelm.

Læs også Ambassade fik 63 p-bøder: P-vagter chikanerer os

Årlig besparelse på 366.000 kroner

Forvaltningen kalder forslaget for en investering, og det vurderes at give en årlig besparelse på samlet set 366.000 kroner.

For kommunen er det nemlig omkostningstungt at drive og forsikre bilparken. Den består af nogle af de første små masseproducerede el-biler på markedet, og de bærer både præg af slitage og står alligevel over for at skulle udskiftes.

Vi skal jo ikke tage en elbil fra Islands Brygge og så køre ind til Rådhuspladsen og parkere den der hele dagen, mens vi laver parkeringskontrol. Det giver ikke nogen mening, og det er også et dårligt signal at sende.

Martin Bjerg Nielsen, fælles tillidsmand for parkeringsvagterne

Forslaget skal samtidig være med til at effektivisere parkeringsvagternes arbejdstid, så de bruger mindre tid på transport og mere tid på parkeringskontrol.

Transportformer som bil og tog er nemlig ufleksible i en by som København, og de er ofte også langsommere end cykeltransport i dagtimerne, lyder det i forslaget.

Ifølge forvaltningen må det forventes, at udskiftningen af biler med el-cykler på kort sigt kan give anledning til en vis utilfredshed hos nogle af medarbejderne. 

Læs også Kommune lægger sig ned efter dom: Vi betaler p-bøder tilbage

Fælles tillidsmand er positiv

Men spørger man Martin Bjerg Nielsen, der er fælles tillidsmand for parkeringsvagterne, så hilser han forslaget velkomment.

- Der er jo knap hundrede parkeringsvagter ansat. Og når du har så stor en medarbejderstab, så kan du ikke gøre alle tilfredse. Det er ganske enkelt umuligt. Men vi skal jo heller ikke være dem, der ligger og slås med borgerne om parkeringspladserne inde i byen, siger Martin Bjerg Nielsen.

- Vi skal jo ikke tage en elbil fra Islands Brygge og så køre ind til Rådhuspladsen og parkere den der hele dagen, mens vi laver parkeringskontrol. Det giver ikke nogen mening, og det er også et dårligt signal at sende. På en elcykel tager den tur fem minutter, og i bil tager det måske et kvarter på grund af trafikken, tilføjer han.

Læs også SE KORTET: Her får københavnerne flest parkeringsbøder

Martin Bjerg Nielsen vurderer på lige fod med forvaltningen, at parkeringsvagterne kan øge deres kontrol, hvis de får skiftet bilerne ud med en elcykel. Eller sagt med andre ord: De vil kunne udskrive flere parkeringsbøder.

- Hvis man kører rundt i et område som eksempelvis Svanemøllen på ydre Østerbro, der er meget højt belagt med biler, så skal man også selv af med sin bil. Hvis jeg spotter et køretøj, der holder ulovligt, og jeg skal pålægge køretøjet en afgift, så kan jeg jo ikke selv tillade mig at holde ulovligt. Jeg er jo nødt til at selv først at finde en parkeringsplads, inden jeg kan gå hen til det her køretøj og kontrollere, hvad der foregår. Og det er jo ikke sikkert, jeg kan finde en parkeringsplads, og så må jeg jo lade det være og køre videre. Men hvis jeg nu er på cykel, så har jeg jo alle muligheder for at komme af med den hurtigt og nemt. Så på den måde kan man sige, at det bliver mere effektivt, siger Martin Bjerg Nielsen. 

Det vil dog stadig være situationer, hvor det vil være mest ideelt at tage bilen, forklarer han.

- Hvis vi skal helt ud i Brønshøj/Husum, så kan vi tage en af bilerne derud. Alt andet kan jo ikke betale sig, fordi turen derud er lang. Og så kan der jo sidde en fire-fem parkeringsvagter i bilerne, som kan blive sat af i området, siger han.

Forslaget fra forvaltningen bliver forelagt politikerne i Teknik-og Miljøudvalget på et udvalgsmøde den 6. marts.