Vikinger lokker folk på museum

Nationalmuseets redesignede vikingeudstilling giver markant publikumsfremgang.

Vikingerne på billedet har ikke noget at gøre med udstillingen på Nationalmuseet. Billedet stammer fra et tidligere vikingespil i Sagnlandet Lejre. Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix

Nationalmuseet har siden slutningen af november oplevet en betydelig fremgang i besøgstallene.

Og det er der en helt bestemt årsag til. Det er nemlig den genåbnede vikingeudstilling, der har trukket de mange gæster til siden 26. november.

Vikingehistorien er en fast del af udstillingen, men i år er det nye, at der er blevet lavet en scenografisk nyfortolkning i samarbejde med designer Jim Lyngvild.

I de efterfølgende 14 dage har ikke færre end 15.363 gæster besøgt museet. Det er en fremgang på 61 procent sammenlignet med de samme uger i 2017 - og det er en fremgang på 63 procent sammenlignet med de to uger op til åbningen.

- Det glæder mig, at vikingeudstillingen har trukket så mange flere gæster til museet. Og ikke mindst at de besøgende har lyst til at vide mere om vores forfædre. Jeg vil gerne være med til at gøre Nationalmuseet til hele Danmarks museum. Nationalmuseet skal også virke magisk på dem, der ikke er velbevandrede i kultur og historie, siger direktør Rane Willerslev i en pressemeddelelse.

Nationalmuseet har i løbet af de seneste uger gennemført en publikumsundersøgelse, hvor de har interviewet gæsterne ved udgangen for at afdække de besøgendes baggrund og udbytte af udstillingen

Her svarer 53 procent af gæsterne, at de har ’lært noget om vikingerne’, mens 75 procent af gæsterne har fået ’lyst til at vide mere om vikingerne’.

86 procent svarer at de vil ’anbefale udstillingen til andre’. Desuden svarer 38 procent, at det er mere end 5 år siden, de sidst har besøgt Nationalmuseet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik

Kulturkalenderen

Hvad sker der i Lorryland i dag?