Foto: TV2/Lorry

Vikarer bag fejl i 140 sager om sygedagpenge

Det koster Københavns Kommune cirka 300.000 kroner, at de lod vikarer udefra behandle sager om sygedagpengestop. Vikarafgørelserne er nemlig ugyldige. Jobcenter København har derfor måttet gennemgå 600 sager igen, hvilket har medført den store ekstraregning. Det skriver Nyhedsbrevet 3F.

Efter gennemgangen er der truffet nye afgørelser i 140 sager, mens 11 sager forsat er uafklaret. Det oplyser Lars Bøgeskov, pressechef i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen Københavns Kommune.
Brugen af vikarer har også betydet genoptagelse af 360 sager i Randers Kommune. Her kendes størrelsen på ekstraregningen dog ikke endnu. Også Kolding Kommune ser nu på afgørelser i sygedagpengesager igen.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) bad i efteråret 2010 kommunerne genoptage sagerne. Det skete, da Ankestyrelsen afgjorde, at en anden aktør - for eksempel et vikarbureau - ikke har bemyndigelse til at træffe afgørelser om ophør af sygedagpenge.