Foto: Den Hirschsprungske Samling

Vigtigt sovekammer-værk tilbage i Danmark

Den Hirschsprungske Samling har fået centralt værk af Hammershøi. Det kommer som en testamentarisk gave fra den nu afdøde kunsthandler Lady Jane Abdy.

Maleriet, Sovekammer fra 1890, har ikke været i Danmark siden 1984, hvor det på Bruun Rasmussen Kunstauktioner blev solgt og siden erhvervet af den højt respekterede engelske kunsthandler Lady Jane Abdy, der er internationalt anerkendt for at have været med til at præsentere Vilhelm Hammershøi for et udenlandsk publikum.

Lady Jane Abdy døde i december 2015, og hun testamenterede værket til Den Hirschsprungske Samling, som hun havde en stor forkærlighed for. Museet blev orienteret om donationen i efteråret 2017. 

Læs også Kunstner tjener millioner på dronningens gravmæle

- Vi har længe ønsket os et godt interiørmotiv af Vilhelm Hammershøi, men på grund af det begrænsede udvalg på markedet og prisernes himmelflugt har det været en næsten umulig opgave at løse. Det er derfor helt fantastisk, at vi med Sovekammer helt uventet har fået opfyldt den drøm. Det er et ungdomshovedværk af helt enestående kvalitet, som passer smukt ind i museets øvrige samling af kunstnerens værker, siger Den Hirschsprungske Samlings direktør, Gertrud Oelsner, i en pressemeddelelse. 

Hammershøi er en åbenbaring

Hammershøis kvaliteter får Lady Jane Abdy øje på i 1982 på sin første tur til København. Sammen med sin mand driver hun et galleri, hvor de udstiller fransk belle epoque, art noveau og symbolistisk kunst. Da hun senere selv åbner eget galleri, er det især malere fra den danske guldalder og det sene 1800-tal, hun interesserer sig for, og udover Hammershøi introducerer hun bl.a. også Christen Købke og Peter Ilsted for et udenlandsk publikum. 

  Foto: Den Hirschsprungske Samling

I The Daily Telegraph siger hun før åbningen af en retrospektiv Hammershøi-udstilling på the Royal Academy i 2008:

- Jeg ledte efter skatte, og han var en stor åbenbaring. Jeg blev slået af hans intense renhed og enkelhed. Han er ikke typisk dansk – de er et muntert folkefærd, der elsker fester og udflugter. Men hvad han elskede mere end noget andet var ren, kølig geometri.

Afvist på Charlottenborg

Den åbenbaring, som Hammershøi er for Lady Jane Abdy, har Charlottenborgs Udstillingskomité til gengæld meget svært ved at få øje på i 1890, da de afviser maleriet. Hvad der med nutidens øjne ser ud som et stemningsfuldt interiørmotiv, vækker i slutningen af det 19. århundrede stor opstandelse.

Læs også Kunstner tjener millioner på dronningens gravmæle

Motivet stammer fra Hammershøis hjem på Frederiksberg Alle, hvor Vilhelm Hammershøi bor sammen med sin familie. De vage antydninger af en fortælling og det intime blik ind i et soveværelse, hvor søsteren Anna med ryggen til beskueren kigger ud af vinduet, er for udfordrende for kritikken og publikum.

Afvisningen af Hammershøis maleri er en væsentlig grund til, at Den Frie Udstilling bliver stiftet i 1891 som et udstillingsalternativ til Charlottenborg. 

Værket bliver samme år, som det er malet, købt af grosserer Oscar Wandel, der er kunstsamler. Da han dør i 1926, kommer hans samling under hammeren på Sagførernes Auktioner, hvor det bliver solgt for 2.900 kr.

Sidste gang offentligheden ser maleriet i Danmark er på Kunstforeningens mindeudstilling ved Hammershøis død i 1916, og nu er det så 102 år senere atter muligt for alle at se Sovekammer på Den Hirschsprungske Samling. 

Læs også Kunstprojekt afvist i København - nu ender det i Aarhus

”Museet blev grundlagt af tobaksfabrikant Heinrich Hirschsprung, der ønskede at stille sine enestående samlinger til rådighed for publikum. Den Hirschsprungske Samling var et af lady Jane Abdys absolutte yndlingsmuseer, og det er da fantastisk, at en i London bosat samler beslutter sig for, at maleriet skal være en del af den danske kunstskat, som museet rummer,” siger direktør Gertrud Oelsner.

Vilhelm Hammershøis Sovekammer kan ses på Den Hirschsprungske Samling fra 23. maj 2018

 Vilhelm Hammershøi på Den Hirschsprungske Samling

Museet rummer en af de mest betydningsfulde Hammershøi-samlinger i verden. Med værket Sovekammer tæller samlingen nu 16 malerier samt et større antal tegninger, akvareller og fotografier. Museet har desuden flere breve, personlige ejendele og moderens scrapbøger over sin søns karriere.

Det tidligste maleri i samlingen er malet af en meget ung kunstner i 1878, og det seneste af kunstnerens værker i Den Hirschsprungske Samling er fra 1901.

Blandt disse findes eksempelvis hovedværket Portræt af en ung pige. Kunstnerens søster, Anna Hammershøi fra 1885. Dette værk blev malet til den prestigefulde Den Neuhausenske Præmie, men Hammershøi vandt ikke prisen, hvilket vakte stor polemik blandt kunstnerens kolleger. Det værk samt Sovekammer var blandt de udløsende årsager til, at Den frie Udstilling blev etableret. 

Kilde: Den Hirschsprungske Samling