Video-interview: Asta om egne oplevelser med psykiatrien

27:16

Forfatter Asta Olivia Nordenhof kender det psykiatriske system bedre end de fleste.

- Jeg oplever problemerne i det psykiatriske system som ekstremt omfangsrige. Men hvis vi snakker konkret om indlæggelser, så betragter jeg det ikke som behandling, men som en form for opbevaringscentraler. 

Asta Olivia Nordenhof har været indlagt på psykiatriske afdelinger omkring 10 gange, siden hun var 17, og hun kender det psykiatriske system indefra. 

Den 28-årige forfatter er diagnosticeret med skizotypi, der forsimplet kan beskrives som en mildere form for skizofreni. 

I afspilleren ovenfor kan du se et halv time langt interview med Asta Olivia. Her snakker hun om sit liv, sin sygdom og sine erfaringer med det psykiatriske system. 

TV 2 Lorry har i de seneste mange uger dækket det psykiatriske system massivt, efter at en psykisk syg dræbte den 57-årige sosuassistent Vivi Nielsen på Center Lindegården i Roskilde.

Vores dækning har kredset om personalets sikkerhed, men sagen handler i høj grad også om psykiatriske patienter, der bliver kastebold i systemet. 

Video-interviewet i denne artikel er et forsøg på at give patienterne en stemme. 

Asta Olivia Nordenhof er uddannet fra Forfatterskolen, hvor hun i dag er underviser. Hun vandt i 2013 Montanas Litteraturpris for digtsamlingen ’Det nemme og det ensomme’.