Min mening om EU: Vi skal have magten tilbage til borgerne

Den 26. maj skal vi vælge de danske repræsentanter i Europa Parlamentet. Vi har bedt Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU svare på tre spørgsmål.

Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Hvordan kan borgerne i hovedstadsområdet få gavn af, at det er dig, der får en plads i Europa-Parlamentet?

Jeg arbejder for at tage magten tilbage til borgerne, så vi selv kan få lov at bestemme over vores arbejdsmarked, velfærd og i det hele taget vores samfund. Det betyder, at borgerne får en person, der brænder for at sikre dem mere direkte indflydelse. Jeg arbejder for at styrke vores nære og lokale demokrati, og for at vi får plads til at udvikle vores velfærd og samfund, så vi tager os godt af hinanden og miljøet.

Min mening om EU

TV 2 Lorry har stillet spidskandidaterne for de partier, der stiller op til EU-Parlamentsvalget, tre spørgsmål, der alle kredser om, hvordan de vil værne om Hovedstadsområdets borgere, når de sidder i EU. De giver os deres mening op mod valget.

Hvad vil du arbejde for af konkrete projekter, der vil forbedre livet for borgerne her i Lorrys sendeområde?

Jeg vil gerne have at kommunerne bliver sat fri til at føre den politik, der giver bedst mening lokalt. Derfor skal vi ændre på udbudsreglerne, så kommunerne f.eks. må vælge at købe ind lokalt eller kan fravælge virksomheder, der laver social dumping eller bruger skattely-lande. På samme måde vil jeg arbejde på at kommunerne i højere grad selv kan bestemme hvilke opgaver der skal være udliciteret, og hvilke velfærdsopgaver der skal løses af det offentlige.

Det vil helt konkret betyde, at vi kan beskytte og udvikle vores velfærd, og at vi kan beskytte borgerne bedre imod f.eks. farlige kemikalier.

Hvilke mærkesager har du, der vil påvirke borgerne her i hovedstadsområdet?

Første mærkesag handler om at tage magten tilbage. Vi skal styrke det nære og lokale demokrati. Derfor skal vi tage magten tilbage over vores velfærd, demokrati og samfund, så det bliver borgerne, der har hånd i hanke med beslutningerne. Det betyder f.eks. at vores kommuner skal have lov til at prioritere at købe lokalt ind eller at stoppe den stigende privatisering af velfærden.

Samtidig siger jeg klart fra overfor EU’s udvikling hen imod en endnu mere magtfuld union. EU-eliten drømmer om at indføre én præsident, én EU-hær og at afskaffe vetoretten for landene på udenrigspolitik og skattepolitik. Det er den helt forkerte vej og vil betyde, at borgerne bliver sat endnu mere uden for indflydelse.

Næste mærkesag handler om at stoppe social dumping. Når filippinske lastbilchauffører bliver hentet til EU via Polen, får en løn på ca 15 kroner i timen, indlogeret under umenneskelige vilkår og sendt rundt i hele EU, så ser vi bagsiden af EU’s indre marked. Det er et indre marked, som giver gode muligheder for at presse arbejdstagerne og som gør det rigtig svært at sikre ordentlige løn og arbejdsvilkår. Vi må f.eks. Ikke kræve samme løn- og arbejdsvilkår for udstationerede medarbejdere, som for deres lokale kollegaer. Jeg kæmper for, at vi bryder med EU’s indre marked og i stedet kræve samme vilkår for samme arbejde. For alle.

Dernæst har jeg en vigtig mærkesag om at skabe mere åbenhed og gennemsigtighed. Borgerne skal have langt bedre muligheder for at se politikerne efter i sømmene. Derfor skal der åbnes op i EU-systemet, så borgerne kan se, hvem vi mødes med og hvilke interesse-grupper der får direkte adgang til lovgivningsarbejdet.

Samtidig skal vi gøre op med en overflødigheds-kultur, hvor EU-parlamentarikerne får alt for mange penge til alle mulige ting, men uden at stå til regnskab for, hvordan man bruger skatteborgernes penge. Det kræver, at der bliver indført direkte kontrol med blyantspengene og at der indføres regler om åbne regnskaber og tvungne lobby-registre.

Til sidst, så kæmper for jeg at vi skal have flere tiltag for at stoppe vores klimabelastning og miljøforurening, særligt med fokus på at give medlemslandene - også lokalt - lov til at gå mere hårdhændet til værks når det gælder om at stoppe forurening. Det betyder f.eks. at jeg kæmper for, at kommunerne skal kunne tænke klima med, når de sender en opgave i udbud og at vi skal have lov til at indføre stop for salg af benzin- og dieselbiler. Det kan vi ikke i dag på grund af EUs regler, og det skal laves om!

Klik her for at læse flere fra 'Min mening'

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret