Foto: Jeppe Michael Jensen / Scanpix

Vestegnen hitter: Her er lejlighederne steget mest i pris

Tendensen er klar, når det gælder salg af lejligheder: Der er dømt guldregn på Vestegnen.

Der er aldrig langt efter en kop sukker hos naboen, hvis man bor i en af landets mere end en million lejligheder.

Men hvis det var den københavnske vestegn, man havde udset som det nye lokalområde, havde det været billigere at købe bolig for et år siden. Glostrup, Høje-Taastrup og Ishøj er nemlig de kommuner, hvor priserne på ejerlejligheder procentvist er steget mest, viser tal fra Boliga.

I Glostrup er de gennemsnitlige priser gået fra 17.196 kroner per kvadratmeter til 20.637 kr. Det er en stigning på 20 procent.  Mens gennemsnitspriserne i Høje-Taastrup og Ishøj er steget med henholdsvis 19 og 18 procent.

Selvom tallene kan blive påvirket af rekordhøje eller -lave handler, så er tendensen klar: Vestegnen hitter.

København smitter af

Det er ikke tilfældigt, at det er kommunerne rundt om København, der oplever de største stigninger i øjeblikket:

- Det er de berømte ringe i vandet. Når priserne i centrum kommer op i et højt nok leje, begynder folk at overveje, om det ikke er cykelturen ind til byen værd, hvis man får mere bolig for pengene, siger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom hos Nordea.

Samtidig er boligpriserne på vestegnen endnu ikke oppe i samme leje som selve hovedstaden. Det giver flere muligheder for at lede efter det sted, der passer til lige ens egne præferencer.

- Det primære for mange mennesker er afstanden til byen, og om kulturen passer til ens alder. Og så har det selvfølgelig betydning, hvor stor en pengepung, man har med sig, siger Lise Nytoft Bergmann til Boliga.

Også kommunerne Rødovre, Odense, Vallensbæk og Gladsaxe har oplevet stigninger på omkring 10 procent.

Dyreste områder

De største stigninger er dog ikke lig de højeste priser. Dem finder man for ejerlejligheder i Frederiksberg Kommune. Her koster en kvadratmeter bolig 38.565 kr. - en stigning på syv procent i forhold til året før

Herefter følger det brandvarme boligmarked i København, hvor priserne for hele kommunen er steget med seks procent til en kvadratmeterpris på 33.677 kr.

De billigste kvadratmeter ejerlejlighed får man i Randers, Slagelse og Næstved Kommune, hvor hver kvadratmeter koster under 10.000 kroner. 

I fem omegnskommuner er den gennemsnitlige kvadratmeterpris steget med over 10 procent fra andet kvartal i 2015 til andet kvartal i 2016. Se med her:

1. Glostrup: Fra 17.195 til 20.637 (stigning på 20 procent)
2. Høje-Taastrup: Fra 15.155 til 18.037 (stigning på 19 procent)
3. Ishøj: Fra 15.695 til 18.583 (stigning på 18 procent)
4. Tårnby: Fra 22.907 til 25.594 (stigning på 12 procent)
5. Rødovre: Fra 19.812 til 22.014 (stigning på 11 procent)