Verdensstjerne aflyser udsolgt koncert i Tivoli med kort varsel

Solange Knowles aflyser onsdagens længe ventede koncert i Tivoli på grund af sygdom. Da aflysningen sker med kort varsel, er det ikke lykkedes at finde en erstatning.

Verdensstjernen Solange Knowles har aflyst den forestående koncert i Tivoli onsdag aften.

Det oplyser Tivoli i en pressemeddelelse.

quote Desværre vil Solange ikke være i stand til at optræde i Tivoli i København på onsdag, da hun uventet er blevet syg

Holdet bag Solange

- Desværre vil Solange ikke være i stand til at optræde i Tivoli i København på onsdag, da hun uventet er blevet syg og dermed forhindret i at rejse til Danmark. Solange er taknemmelig for alles opbakning og ser frem til at optræde i Danmark en anden gang i fremtiden, oplyser holdet bag kunstneren til Tivoli.

Der er ikke yderligere kommentarer til afbuddet fra holdet bag Solange. Tidligere har Solange aflyst en koncert i Sydafrika på grund af behandling for en nervesygdom, hun har kæmpet mod.

Da aflysningen sker blot dagen inden koncerten, har det ikke været muligt for Tivoli at booke en erstatning. 

Tivoli beklager og giver penge retur

Forlystelsesparken ærgrer sig over, at stjernen, der skulle markere parkens 175 års jubilæum netop onsdag, har været nødsaget til at aflyse.

quote Vi beklager meget og sørger for, at alle, der har betalt billet til koncerten, får pengene retur

Nikolaj Koppel, er underdirektør for Kultur i Tivoli

- Vi er rigtig kede at, at måtte skuffe de mange fans som havde købt billet til Solange. Koncerten var udsolgt og vi har forsøgt alle muligheder for at finde en passende afløser men desværre uden held på grund af det meget korte varsel, udtaler Nikolaj Koppel, der er underdirektør for Kultur i Tivoli.

- Vi beklager meget og sørger for, at alle, der har betalt billet til koncerten, får pengene retur, siger han.

Tivoli oplyser, at de personer, der har købt billet til Inner Circle-afspærringen foran scenen online automatisk vil få refunderet pengene til det kort, med hvilket de er købt. Refunderinger gennemføres hurtigst muligt, skriver de. 

Solanges koncert i Tivoli var eneste mulighed for skandinaviske fans af kunstneren for at opleve hende i denne omgang.
Solanges koncert i Tivoli var eneste mulighed for skandinaviske fans af kunstneren for at opleve hende i denne omgang.
Foto: Ida Marie Odgaard - Ritzau Scanpix
Kort tid efter koncerten var annonceret som aflyst modtog billetkøbere en besked, hvor de fik at vide, at pengene vil blive refunderet.
Kort tid efter koncerten var annonceret som aflyst modtog billetkøbere en besked, hvor de fik at vide, at pengene vil blive refunderet.
Foto: Privatfoto

Eneste koncert på det europæiske kontinent

Koncerten har ellers været et større tilløbsstykke for musikelskere landet over.

Da Solange gav koncert på Roskilde Festival tilbage i 2017 kvitterede anmeldere med seksstjernede spalter, og da det kom frem, at Tivoli havde hyret kunstneren, der i øvrigt er søster af sangerinden Beyoncé, til at spille på Plænen, var stoltheden også til at spore: 

- Solange hører til på øverste hylde – ikke bare inden for amerikansk R'n'B, men inden for popmusikken i det hele taget. Hun besidder en af tidens mest virtuose og vedkommende stemmer, og vi er stolte over at kunne give københavnerne og turister denne koncert som gave på selve den dato, Tivoli fejrer sin 175-års fødselsdag, udtalte Nikolaj Koppel i forbindelse med bookingen af stjernen. 

Tidligere på sommeren har sangerinden optrådt tre gange i Irland og en enkelt gang i England. Koncerten i Tivoli var den eneste, Solange stod til at spille på det europæiske fastland i 2018.

Solange udgav i 2016 albummet A Seat at the Table, der fik enormt positive anmeldelser. Blandt andet kårede musikmagasinet Pitchfork albummet til det bedste i løbet af hele 2016.

Ifølge Solanges egen hjemmeside spiller hun ikke nogle andre koncerter i den nærmeste fremtid.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik