Verdensmester besøgte 7-årige Rasmus på Rigshospitalet

Verdensmesteren i badminton Viktor Axelsen besøgte fredag 7-årige Rasmus Vittinghus, der netop har gennemgået operation nummer 80.

Børnekirurgisk Klinik på Rigshospitalet fik fornemt besøg da verdensmesteren i badminton Viktor Axelsen lagde vejen forbi. En af de børn på afdelingen, der fik lov til et spil badminton med verdensstjernen var 7-årige Rasmus Vittinghus fra Vallensbæk. 

Allerede som 2-årig var Rasmus Vittinghus ude for en ætsningsulykke, og da Viktor Axelsen kom forbi, havde han netop afsluttet sin operation nummer 80. Derfor var det en befriende stund væk fra narkose-kvalme og sygdom, da verdensmesteren i badminton pludselig stod på Børnekirurgisk Klinik klar til badmintonkamp. 

- Det fedeste var at spille med Viktor. Jeg har lært alt muligt forskelligt, så det var lidt sjovere, end det plejer at være, sagde 7-årige Rasmus Vittinghus efter kampen mod verdensmesteren. 

quote Børnene med kroniske og alvorlige sygdomsforløb i Danmark har bare brug for ind imellem at glemme alt det sure og det, der gør ondt.

Sisse Fisker, Stifter af SMILfonden.

Rasmus Vittinghus er helt tosset med badminton, og derfor gik der heller ikke længe før ham og verdensmesteren fandt to ketchere frem til en omgang fjerbold på Børnekirurgisk Klinik. Anledningen for mødet mellem de to og de andre børn på afdelingen var, at Viktor Axelsen er ny ambassadør for SMILfonden.

Børnene har brug for en pause

SMILfonden er en velgørende forening, der er stiftet af tv-vært og bestyrelsesformand Sisse Fisker, som selv har haft sygdom hos børn helt tæt på livet. Siden stifelsen i 2014 har fonden afholdt mere end 50 arrangementer på landets hospitaler: 

7-årige Rasmus Vittinghus var meget glad for både balloner og badmintonkamp.
7-årige Rasmus Vittinghus var meget glad for både balloner og badmintonkamp.
Foto: SMILfonden

- Børnene med kroniske og alvorlige sygdomsforløb i Danmark har bare brug for ind imellem at glemme alt det sure og det, der gør ondt. Derfor laver vi i SMILfonden alle mulige events, fester og uddelinger, så de kan få en pause fra sygdom og bare være helt almindelige glade børn for en stund. Og vi er så glade for, at Viktor nu kan hjælpe os medat få endnu flere smil frem hos de børn, der trænger til en opmuntring, siger Sisse Fisker i en pressemeddelelse. 

Stolt ambassadør

24-årige Viktor Axelsen, der sidste år vandt verdensmesterskabet i badminton, nød sit besøg på Børnekirurgisk Klinik sammen med SMILfonden, som er den eneste velgørenhedsorganisation, han har valgt at dedikere sig til:

- Jeg har valgt at støtte SMILfonden, fordi jeg synes, at det er meget givende at kunne muntre børn op, der er meget på hospitalet. Jeg var med i november, da SMILfonden delte julegaver ud. Det var en enorm fed oplevelse at se, at børnene bliver så glade. Så jeg er meget glad og stolt over at være blevet ambassadør for SMILfonden, siger Viktor Axelsen i en pressemeddelelse. 

Udover et besøg fik børnene på klinikken også en goodiebag med Viktor Axelsens egen bog, Viktors Verden, legetøj, balloner og slik. 

Sådan så det ud, da Viktor Axelsen og Rasmus Vittinghus spillede fjerbold på Riget. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik