Verdenskendt komiker forbyder mobiler til show i København

Den 5. oktober optræder den amerikanske komiker og skuespiller Chris Rock i Royal Arena, men showet bliver umuligt at filme med mobiltelefonen.

Det er efterhånden blevet mere reglen end undtagelsen, at store sportsbegivendheder, koncerter og teaterforestillinge også skal opleves gennem mobiltelefonen under noget af tiden.

Men sådan bliver det ikke i Royal Arena d. 5 oktober, når verdensstjernen Chris Rock optræder med sit show: Total Blackout Tour.

Det er strengt forbudt at bruge mobiltelefoner, kameraer eller optageenheder under Chris Rocks Total Blackout-show. 

Live Nation, Arrangør

For første gang i 9 år drager den anmelderroste komiker på turné, men publikum skal forberede sig på, at oplevelsen kun bliver for dem, og ikke alle vennerne på de sociale medier.

Showet arrangeres af Live Nation, som på sin hjemmeside skriver:

- Det er strengt forbudt at bruge mobiltelefoner, kameraer eller optageenheder under Chris Rocks Total Blackout-show.

Ønsket om et mobilfrit show kommer fra amerikaneren selv, da han kræver dem pakket helt væk og låst inde.

Læs også 'Jakke-kaos' i Royal Arena: Kun aflåst garderobe til 1 af 12

- Ved ankomst vil alle telefoner og smart-ure blive anbragt i Yondr-klikposer, der vil blive låst op i slutningen af showet, skriver Live Nation og tilføjer til de forventningsfulde gæster:

- Vi værdsætter dit samarbejde for at skabe en telefonfri showoplevelse.

Ved ankomst vil alle telefoner og smart-ure blive anbragt i Yondr-klikposer, der vil blive låst op i slutningen af showet.

Live Nation, Arrangør

Rent praktisk foregår det mobilfrie show i arenaen ved, at publikum får udleveret en lille klikpose ved ankomst, hvori mobiltelefonen, og eventuel smart-ur, placeres. Klikposen låses så, inden hele posen så kan lægges i lommen.

Hvis man ønsker at få sin mobiltelefon ud af posen kan det kun ske ved en oplåsningsstation - og så får man ikke lov at komme ind til showet igen, før posen er låst med det krævede indhold i sig.

BT har uden held forsøgt at få en kommentar fra både Royal Arena og Live Nation til det i disse tider specielle krav fra Chris Rock.

I Telia Parken derimod, som også afholder lignende store arrangementer, vil man ikke blande sig i gæsternes mobilforbrug.

Læs også Midlertidig mobilmast skal sikre selfies i Royal Arena

- Udgangspunktet er, at der ikke er nogen regler for brug af mobiltelefoner hos os. Jeg tror også, rent praktisk, at det vil kræve for meget at håndtere det. Men det er kunstnerne og arrangørerne, der afgør, hvorvidt mobiltelefoner er velkomne eller ej, siger Jes Mortensen, der er Pressechef i Telia Parken til BT.

Chris Rock er ikke den eneste, der har krævet mobiltelefonfri zone. Ifølge det svenske medie Aftonbladet har også Guns’n’Roses og Ariana Grande tidligere gjort brug af de samme klikposer.

Komikeren Anders Matthesen slog med sit seneste show et slag for stilheden, da han sagde »Shhh!« til publikum. Her var en del af moralen at lære at omfavne stilheden, der i særdeleshed er udfordret af den konstante opmærksomhed, vores mobiltelefoner kræver af os.