Foto: TV2/Lorry

Verdens vildeste sommerjob? Sejl kloden rundt

Københavnerfirma efterlyser person, der mod betaling vil sejle kloden rundt i to måneder

Er du eventyrlysten - sådan lidt ud over det sædvanlige? Så har Vesterbro-virksomheden Boatflex måske et godt tilbud til dig. Virksomheden har slået et sommerjob op, som ikke ligefrem hører til de mest almindelige. I to måneder skal en person tilbringe livet på sejlbåde - både i Danmark og på klodens mere eksotiske steder, mens man skriver hjem om sine oplevelser.

Det to år gamle firma Boatflex forsøger at blive havenes Airbnb. På deres website har de et stort antal sejlbåde tilknyttet, som man kan leje.

-Der er jo mange, der står med en båd, som de ikke lige skal bruge. Og andre vil gerne ud at sejle, men vil ikke selv købe en båd. På den måde satser vi på at blive en slags Airbnb for både, fortæller  Jakob Bojeson, der er direktør i Boatflex.

Han har selv været tursejler hele sit liv.

-Så handler det om hygge, om at sejle rundt med gode venner, lyder det.

Virksomheden har han startet sammen med OL-sejleren Jonas Høgh Christensen, og nu forsøger de altså at skabe opmærksomhed med jobopslaget, som de har sendt ud på det sociale medie LinkedIn. Inspirationen kommer fra TV 2 programmet Kurs Mod Fjerne Kyster, hvor Mikkel Beha kaster sig ud i den ene eksotiske oplevelse efter den anden. I opslaget skriver Boatflex både om at dykke med hajer, om at prøvesmage vine - bare man kan fortælle andre om det.

-Man skal skrive en blog om sine oplevelser, så man skal jo kunne skrive godt - og så skal man kunne tage nogle billeder. Og altså kunne være bortrejst i to måneder, forklarer Jakob Bojeson.

Når virksomheden har fundet den rette kandidat, så vil vedkommende blive transporteret til eller fløjet ud på forskellige destinationer, hvor en båd venter.

-Det kan både være her i Danmark, mens også Nordnorge og Caribien. Vi vil gerne vise alsidigheden i sejlerlivet, forklarer direktøren.

Man får ikke en stor løn for sin indsats - men lommepenge, fri transport og - altså en sejlbåd. Og det lader til, at mange godt vil kunne rive to sommermåneder ud af kalenderen - Boatflex har foreløbig fået mere end 100 ansøgninger og vælger en af dem inden udgangen af juni.

Dermed kan den nyansatte søulk stævne ud 1. juli.