Venter med at smide iranere på porten

De 11 iranske asylansøgere, der skulle have forladt Københavns Kommunes lokaler i demokratihuset torsdag klokken 12, befinder sig stadig på adressen.

I et forsøg på at forhandle med kommunen om ophold i lokalerne har de sultestrejkende iraneres talsmand, Said Parvin, sendt et brev til kommunen med en anmodning om at leje lokalerne.

- Brevet har købt dem en dag mere, fordi vi valgte at overveje deres anmodning, inden vi gik videre i sagen, siger Erik Bjørn Møller, der er pressechef i Københavns Kommunes kultur- og fritidsforvaltning.

Udsmidning står fast
Men efter at have set på asylansøgernes anmodning, har kommunen valgt at stå fast på, at de 11 iranere skal forlade lokalerne, hvis de ikke vil politianmeldes.

- Fristen er rykket til fredag morgen klokken ni, og hvis de ikke forlader kommunens lokaler inden fredag klokken ni, indgiver vi en politianmeldelse, siger Erik Bjørn Møller.

Said Parvin håbede ellers på, at behandlingen af asylansøgernes brev ville købe dem mere tid.

- Jeg regner ikke med, at politiet rykker ind, så længe kommunen behandler vores anmodning. Jeg troede, det vil tage nogle dage, før de traf en afgørelse, siger Said Parvin.

Håber på længere frist
Men han tog fejl, for kommunen har allerede torsdag truffet deres beslutning.

- Vi gør ikke mere ved denne sag, og vi vil ikke forlænge fristen yderligere, fordi de har besat en kommunal ejendom ulovligt, siger Erik Bjørn Møller.

De elleve asylansøgere har tidligere opholdt sig i Stefanskirken på Nørrebro, som de måtte forlade onsdag efter aftale med menighedsrådet.

De leder nu efter et nyt opholdssted, hvorfra de kan sultestrejke i protest mod deres årelange ophold i danske asylcentre.

Said Parvin håber på, at politiet vil give iranerne en længere frist, inden de skal forlade kommunens bygning.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik