Venstre vil se på rene lagener

Kvalitetsstandarderne på ældreområdet må tages op på ny. Vi har sovet i timen, lyder det fra Venstres medlem af Social- og Seniorudvalget i Hørsholm Kommune.

- Vi er nødt til at tage kvalitetsstandarderne op igen. Sådan lyder det nu fra Venstres medlem af Social- og Seniorudvalget Ove Petersen, som vil revurdere de kvalitetsstandarder, som en enig kommunalbestyrelse for godt en uge siden vedtog. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Nogle af os har måske sovet lidt i timen. Jeg blev selv meget overrasket. Det er uheldigt, det indrømmer jeg blankt. For vi har altid været enige om at rengøring og den slags skulle være i top, det skal foregå hver uge eller hver 14. dag. Det må vi tage det op i kommunalbestyrelsen igen, siger Ove Petersen.

Emnet har skabt debat om værdighed for ældre

De nye kvalitetstandarder har mødt stor modstand og emnet har vakt en debat om værdighed i ældreplejen. Men de kan ikke bare rulles tilbage, lyder det fra formand for Social- og Seniorudvalget Thorkild Gruelund (K), som hellere vil fokusere på at de ældre har et godt liv, end »om det er sterilt«.

- Den måde, vi grundlæggende, samlet set, behandler vores ældre på, er ikke uværdig. Og hvis du er uheldig i sengen efter 10 dage, så kommer der ikke en hjemmehjælper og siger »ærgerligt, der er 20 dage endnu«.

Så bliver du hjulpet prompte, for det er, og skal være, en individuel indsats, siger Thorkild Gruelund, som før et ekstraordinært møde i Social- og Seniorudvalget tirsdag peger på, at der ligger faglige vurderinger bag besparelserne.

- Jeg er altid rede til at tale med mine gode kolleger, men det er jo et spørgsmål om økonomi. Jeg så hellere, at der blev sparet på rengøringen, som ikke er så tæt på personlig pleje, men det var der ikke flertal for, siger Thorkild Gruelund.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik