Foto: Lorry

Venstre slog Sosserne overalt i Nord

Venstre gik frem i alle seks kredse i Nordsjælland, mens Socialdemokraterne mistede stemmer overalt. Betalingsring Venstre gik frem i alle seks kredse i Nordsjælland, mens Socialdemokraterne mistede stemmer overalt. Betalingsringen har kostet stemmer, mener Klaus Hækkerup (S), der nu må forlade Folketinget, efter at hans parti mistede et tillægsmandat i Nordsjælland. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Venstre blev Danmarks største parti ved torsdagens valg. Og intet sted blev fremgangen for partiet større end i afgående statsminister Lars Løkke Rasmussens nordsjællandske baghave.

Her øgede Venstre sin stemmeandel med 4,1 procent af samtlige stemmer, således at lige under hver tredje vælger - nærmere bestemt 31,9 procent - satte sit kryds ved liste V.

Tendensen er klar i alle seks valgkredse i Nordsjællands Storkreds. Venstre er i fremgang alle steder og Socialdemokraterne i tilbagegang i samtlige nordsjællandske kredse. Værst i Hillerød-kredsen, hvor Socialdemokraterne tabte tre procent af alle stemmer, og hvor Venstre samtidig kunne notere den største fremgang på 5,6 procent.

Mandatmæssigt står det 4-2 i Venstres favør i Nordsjælland.
I Hillerødkredsen indgår Gribskov Kommune - og som bekendt Lars Løkke Rasmussens hjemby Græsted.

Erik Møller, formanden for Venstre i Gribskov, havde spået, at Venstre ville bevare sit mandattal - men han havde ikke turdet håbe på fremgang.

- Lars Løkke var meget synlig sidst i valgkampen og er kommet stærkt tilbage efter en periode som statsminister, hvor han fik en dårlig start og har haft meget at kæmpe mod. Men resultat viser, at Venstre er et parti, som man skal regne med, også når det gælder samarbejde - og det er nødvendigt, at de store partier finder sammen om at løse de økonomiske problemer, siger han.

Omvendt forklarer Klaus Hækkerup (S), der sad på det tredje socialdemokratiske mandat i Nordsjælland, og som derfor nu er ude, Socialdemokraternes nederlag i Nordsjælland med to faktorer.

- Jeg tror, at en del af forklaringen på, at vi er gået tilbage, er betalingsringen. Vi blev hårdt angrebet for den og har ikke været gode nok til at forklare os, siger Klaus Hækkerup, der mener, at det derfor har været for kontroversielt for de nordsjællandske vælgere, siger han, efter at gårsdagens fintælling viste, at han ryger ud af Folketinget.