Foto: Københavns Kommune

Venstre om Distortions vandpistol-råd: Det er useriøst

Distortion gør grin med naboerne, når de udstyrer dem med vandpistoler, mener Venstres Jens-Kristian Lütken.

- Det er både useriøst og uansvarligt at sige til naboer til Distortion, at de bare kan sprøjte vand på store grupper af meget fulde mennesker.

Sådan lyder det fra Venstres medlem af kultur- og fritidsudvalget i København, Jens-Kristian Lütken efter at TV 2 Lorry tidligere tirsdag kunne fortælle om Distortions vandpistol-råd til naboerne

- Har man f.eks. en gadeport, som ofte bliver brugt som alternativt toilet under Distortion, kan man stor succes sprøjte vand den anden vej gennem tremmerne, skriver festivalen i en nabomanualen, der er offentliggjort på gadefestens hjemmeside.

Jeg havde en opfattelse af, at Distortion faktisk tog naboproblematikken alvorligt. Det vidner det ikke om, at man udstyrer folk med en vandpistol

Jens-Kristian Lütken, medlem af kultur- og fritidsudvalget, Venstre, København

Man risikerer at havne i retten

Det råd har Jens-Kristian Lütken ikke meget til overs for. 

- Det er at gøre grin med folk. Jeg havde en opfattelse af, at Distortion faktisk tog naboproblematikken alvorligt. Det vidner det ikke om, at man udstyrer folk med en vandpistol, siger han, der også finder det ganske problematisk, at Distortion opfordrer til selvtægt.

- Jeg kan godt forstå, folk får lyst til at slå igen, men skridtet til at tage sagen i egen hånd er ikke særlig stort. Og lovgivningen er nu engang indrettet sådan, at man selv ender i retten, hvis man tager sagen i egen hånd.

Læs også Politi advarer: Undgå at få din bil ødelagt under Distortion

- Der skal styr på det

Politikerne i kultur- og fritidsudvalget skal allerede torsdag i denne uge drøfte den fremtidige støtte til Distortion, og her vil Venstre kræve, at der skal knyttes nogle mere håndfaste betingelser op på tilladelsen til Distortion.

- Der skal styr på renholdelsen efter gadefesterne. Og så er der tydeligvis brug for, at vi skærer nogle ting endnu tydeligere ud i pap for arrangørerne, siger Jens-Kristian Lütken.

Distortions gadefester begynder onsdag.