Letbanen skal løbe igennem det centrale Lyngby. Foto: Hovedstadens Letbane

Venstre i Lyngby-Taarbæk inviterer letbanekritikere til Aarhus

Venstre går nye veje for at få flere borgere i Lyngby-Taarbæk til at bakke op om den kommende letbane.

Hovedstadens Letbane har længe været en varm politisk kartoffel i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Derfor søsætter Venstre i Lyngby-Taarbæk nu en charmeoffensiv, der skal bløde de argeste modstandere af letbanen op.

Partiet har arrangeret en studiebustur til Aarhus i starten af november, hvor man som borger kan blive klogere på det milliarddyre projekt, som længe har været genstand for heftig politisk debat i Lyngby-Taarbæk.

Her har en stor del af modstanden blandt andet handlet om, at letbanen skal løbe igennem det centrale Lyngby, og at der findes billigere alternativer i form af busser. 

- Debatten om letbanen har været hård i Lyngby-Taarbæk. I Venstre synes vi, at debatten er vigtig, når udførelsen af Letbanen skal tilrettelægges. Derfor inviterer vi alle med på en tur/retur til Aarhus, hvor vi kan høre om både problemer og fordele, som banen har ført med sig, siger Søren P. Rasmussen, kommunalbestyrelsesmedlem for Venstre i Lyngby-Taarbæk.

Læs også Letbane har skabt stor debat: Nu har Lyngby truffet beslutning

I starten af året gav et snævert politisk flertal i kommunalbestyrelsen grønt lys til, at Lyngby-Taarbæk fortsat skulle være med i det milliarddyre projekt, der involverer 11 kommuner, Region Hovedstaden staten.  Det var dog ikke med borgmesterpartiet De Konservatives gode vilje. De havde således hellere set, at kommunen trak sig.

Men et politisk flertal med blandt andre Venstre ville det altså anderledes, og Lyngby-Taarbæks borgerne kan derfor nu se frem til en fremtidig letbane a la den, vi kender fra landets næststørste by.

03:37

Her kan du se et tidligere indslag fra i januar, da et flertal i kommunalbestyrelsen stemte for letbane-projektet, 

Luk video

V forstår godt godt skepsis

Venstres gruppeformand håber, at så mange som muligt har lyst til at tage med på busturen og opleve, hvad Danmarks endnu eneste letbane betyder for en livlig by som Aarhus.

- Jeg forstår godt den bekymring og skepsis, man her i Lyngby kan have overfor så stort et projekt som letbanen. Selv tror jeg ikke, det bliver så voldsomt, som nogle forestiller sig. Men jeg tager selv med den 3. november for at opleve, hvad skinner og vogne betyder for en dansk by. Og for at finde ud af, om banen i Aarhus virkelig er så klumset, som den ofte fremstilles i medierne, siger Søren P. Rasmussen.

FAKTA OM DEN KOMMENDE LETBANE:

Prisen på letbanen er ca. 6,2 mia. kr. (2017-priser). Heri indgår en reserve på godt 1 mia. kr.
Letbanen kører hvert 5. minut i dagtimerne og hvert 10. minut om aftenen og i weekenden

Den får en forventet tophastighed på 70 km/t. Gennemsnitshastigheden vil være på ca. 30 km/t, inkl. stop ved stationer.

Der kan være 200-230 mennesker i et letbanetog. Det svarer til cirka fire bybusser.
13-14 mio. passagerer ventes at bruge letbanen årligt. Til sammenligning havde Kystbanen godt 10 mio. passagerer i 2011

11 kommuner, Region Hovedstaden og staten står bag Hovedstadens Letbane. Kommunerne er Lyngby-Taarbæk, Gladsaxe, Herlev, Albertslund, Rødovre, Glostrup, Brøndby, Hvidovre, Vallensbæk, Ishøj og Høje-Taastrup.

Kilde: Hovedstadens Letbane 

Turen er arrangeret sådan, at man selv kan stille spørgsmål til både den almindelige aarhusianer og til nogle af de ansvarlige for byens udvikling og for letbanen. Ved at gå bagom overskrifterne, håber Søren P. Rasmussen, at man forhåbentligt får et bedre billede af hvad der er op og ned på historierne om banen i Aarhus.

Venstre I Lyngby-Taarbæk opfordrer især de argeste modstandere af Letbanens rute gennem Lyngby til at tage med.

- Jo flere synspunkter, ideer og spørgsmål, der er repræsenteret på turen, jo bedre tror jeg, den bliver. Tur/retur til Letbanen i Aarhus har intet med partipolitik at gøre – det er en tur for alle letbane-interesserede, uanset ståsted, understreger Søren P. Rasmussen.

Fakta om busturen arrangeret af Venstre 

Letbaneekspressen afgår lørdag den 3. november klokken 7.00 foran Lyngby Rådhus. Ankomst retur samme sted klokken 19.30 samme aften.

Undervejs stoppes der op for at mødes med Aarhus Kommunes chef for bolig og projektudvikling. Hun har lovet at give et overblik over, hvordan kommunen får banen og den store byudvikling til at hænge sammen.

Også Letbanens direktør holder oplæg – og tager imod spørgsmål.

Rejse, letbanekørsel og foredrag koster 495 kroner. Tilmelding foregår på venstre-ltk.dk